Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
TrendZ - Stangsmarte radio-Anne
Skrevet af Solkysten
For mange fastboende danskere på Costa del Sol er Anne Bjerngaard først og fremmest en behagelig - og populær - stemme i æteren.
Den 55-årige radiovært har i fire et halvt år været på Radio Solymar og tog egentlig en pause fra mikrofonerne, da Solkysten shanghajede hende til den nystartede Radio Solkysten. Den har hun knoklet med i de seneste måneder, så da Anne træder ind ad døren til Salon Mazzu, ligner hun bestemt en kvinde, der vil nyde at blive forkælet i et par timer.

- Det er sjovt at lave radio - men det er jo egentlig ikke det, jeg er uddannet til. Jeg er advokatsekretær og har blandt andet arbejdet som agent for en tysk modedesigner ved siden af, at jeg arbejdede som juridisk assistent, fortæller Anne, mens frisør Sisse Christensen går i gang med Annes hår.

Anne, der har boet på Costa del Sol i 11 år, kom ind i radio-verdenen ved et tilfælde. Og fandt ud af, at hun godt kunne lide det.

- Anne har et helt unikt hår - se; der er ikke et eneste gråt hår, påpeger Sisse og holder en tot af Annes dejlige brune hår ud. Og ganske rigtigt; der er ikke skyggen af grå hår - og det skyldes altså ikke hårfarve!
Det får hun til gengæld i håret nu - en varm brun tone, der ikke ligger så langt fra Annes naturlige hårfarve. Og så er der længden...

- Jeg synes som udgangspunkt ikke, at kvinder over 40 skal have længere hår end til skuldrene, forklarer Sisse, så Annes halvlange hår må falde for frisørens saks.
- Det er okay, siger Anne, og fortsætter:

- Jeg havde egentlig bare ladet det gro, fordi jeg vidste, at jeg skulle "styles". Og nu trænger det altså til et sommerløft!
Det får det så.

- Vi laver lidt etager, så Anne både kan pjuske det eller lade det være helt glat og klassisk, alt efter hvad hun har lyst til, forklarer Sisse, mens hårbunken under Annes stol vokser støt.
Senere finder vi Anne liggende på langs på Salon Mazzu's røde sofa. Forklaringen er, at kosmetolog Mireille Lykke Loumann er i fuld gang med at trimme Annes øjenbryn.

- Altså - det er jo lige sagen at få lov til at ligge ned og blive smukkeseret - hvis ikke lige det var fordi, det gjorde så forbasket ondt, spøger Anne, mens Mireille trækker endnu et øjenbrynshår ud med pincetten.
Da Annes bryn er blevet behørigt trimmet, går Mireille i gang med makeuppen.

- Jeg vælger at give Anne en afdæmpet læbestift på, og fordi Anne til daglig bruger pink, skal det være en anden farve, så hun prøver noget nyt. Øjenbrynene tegner vi diskret op med en brun blyant, og så får hun lidt bronzer for at give lidt glød, forklarer Mireille og fortsætter:

- Anne er jo skøn at lægge makeup på, fordi hun ikke har mørke rande under øjnene, der skal dækkes først. Hun har nogle flotte øjne, som vi fremhæver med en støvet blå øjenskygge og en blå eyeliner til at åbne øjet.

Til daglig indeholder Annes makeup-pung tre ting; en eyeliner, en mascara - og hendes uundværlige læbestift.

- Skulle jeg strande på en øde ø, er læbestiften en af de fem ting, jeg gerne ville have med, griner hun.
Annes daglige tøjstil er både smart og afslappet, selv om hun selv spøger med at være en praktisk gris, der går med gummistøvler, når det regner og hue, når det er koldt.

- Jeg er mest til bukser om vinteren men går meget i kjoler om sommeren. Men min tøjstil er nok blevet mere feminin, efter jeg er flyttet her ned. Lige nu er jeg dog med på hvadsomhelst, I smider på mig, slår Anne fast.

Og det er lige noget, der passer Sisse. Hun har været en tur i Boutique Daniella og fundet en både smart og feminin kjole fra Sand. Kjolen er i gammelrosa med grå og creme roser i en slags brokade og et smart, slankende fald under barmen, der giver en superflot figur.
Mens Mireille lægger en let farvet gloss på Annes læber, hopper Anne i et par sko. Og så er det tid til fotografering.

Udenfor venter en potent overraskelse: En skinnende sort Harley-Davidson RoadKing med kromet lynende i forårssolen. Under den smukt udformede tank breder en 1440 kubik motor sig, og hele monstret vejer 340 kilo, så det er bare om at holde tungen lige i munden. Annes øjne lyser om kap med kromet, da det går op for hende, at hun skal fotograferes sammen med den flotte sorte fyr. Ejeren af motorcyklen, Hans Schütt, står lidt på afstand og smiler venligt - han er stolt som en nybagt far over sin nyanskaffelse, som han har købt for 1.100 kilometer siden i Danmark til den nette sum af 400.000 kroner.
Som kronen på værket låner Anne et par stang-rappe solbriller fra Heiko Stumbeck, og så er det tid til fotografering.

- Hvor ER det fedt, det her udbryder en storsmilende Anne og fortsætter:
- Håret er blevet kanon godt, og kjolen her er bare rigtig, rigtig flot. Jeg er også vild med solbrillerne. Og Harley'en...!

Naia Bang / Texthuset
Fotos: Julio Sevillano og Natascha Berg Madsen.


Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2007
Solkysten - Maj 2007

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga