Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
- Taknemmelighed er en vigtig følelse at lade sig fylde af, siger Karsten Erbs, som selv synes han har fået alt opfyldt i livet.
- Taknemmelighed er en vigtig følelse at lade sig fylde af, siger Karsten Erbs, som selv synes han har fået alt opfyldt i livet.
Karsten Erbs
Skrevet af Solkysten
Den danske præst i Margrethekirken, pastor Karsten Erbs, er i gang med sin anden fire-årige runde som præst for danskerne vest for Málaga.
Han kunne ikke ønske sig en bedre og mere aktiv menighed, end den han har nu. Karsten Erbs er netop blevet 60, og det fylder ham med taknemmelighed, at han har fået lov at leve så længe.
– Jeg har fået alt opfyldt. Jeg har fået familie og børn og venner og et arbejde, jeg aldrig nogensinde har været træt af at skulle passe. Det har tværtimod givet mig utrolig meget.

De 10 hurtige
1. Mad: Dansk eller spansk?
Både dansk og spansk. Bare der sidder nogen overfor.

2. Drikke: Øl, vin eller en sjus?
Vin, hvis det handler om mad, men jeg drikker også masser af øl.

3. Four o’clock: Kaffe eller te?
Jeg er så intellektuel, at jeg kun drikker te.

4. Rejser: Storbyferie eller palmesus?
La Santa Sport på Lanzarote. Jeg er inkarneret cykelrytter.

5. Film: Ren underholdning eller ”stof til eftertanke”?
Hvad tror du? Jeg ser aldrig rene underholdningsfilm. Min yndlings film er ”Veronikas to liv” eller trilogien Blå, Rød og Hvid af den polske filminstruktør Kieslowski.

6. Bøger: Fiktion eller faglitteratur?
Jeg læser lyrik og skønlitteratur, men også stadig teologisk faglitteratur.

7. Kæledyr: I seng og sofa eller kun i gulvhøjde?
De skal bare holde sig langt væk! ... Jeg kommer fra landet, og dyr hører til udenfor.

8. Yndlingsmusik?
Goldbergvariationer af Johan Sebastian Bach ... helst med Glenn Gould.

9. Fysisk udfoldelse: Havearbejde eller en decideret sportsgren?
Cykelsport. Jeg kan ikke leve uden at køre på cykel.

10. Reaktionsmønster: Impulsiv eller eftertænksom?
Eftertænksom.

Karsten Erbs’ hang til eftertænksomhed i stedet for impulsivitet var allerede afsløret, da han havde udfyldt alle spørgsmålene på forhånd, og naturligvis var lettere frustreret, da nogle af spørgsmålene ikke var som i sidste nummer af Solkysten.

De 10 reflekterende
1. Hvad er det største plus ved at bo i Spanien?
Rødvin, oliven og baglandet med alle bjergene og de små landsbyer, hvor man kan bo billigt på et hostal og opleve et vidunderligt land og en vidunderlig befolkning... Lyset om vinteren og varmen om sommeren.

2. Er der noget, du savner fra Danmark?
Rugbrød bager jeg selv... Jeg savner duften af anemoner i skovbunden og de grønne farver... De vidunderlige gule marker, når kornet er modent... Spegepølse kan man få her.

3. Hvad betyder det for dig at være dansker, især når du bor hernede?
Jeg er dansker med hele min sjæl, og jeg øver mig på at være en god og aktiv europæer. Det sidste synes jeg er en vigtig opgave. Så når jeg nok ikke at blive kosmopolit, men det gør mig ikke så meget.

4. Du bor i et internationalt miljø. Afspejles det i din omgangskreds?
Min organist er fra London ... og uddannet i Canada? Jeg elsker at gå ned ad gaden og høre seks-syv forskellige sprog. Man trækker vejret bedre i et internationalt miljø. Ensartethed er farlig. Det er så fint med mange racer blandet på samme sted. Europas største ulykke var, da Hitler ville gøre den germanske race ren. Det må vi passe på ikke sker igen.

5. Hvilke menneskelige egenskaber sætter du størst pris på?
At man ikke har sig selv som hovedperson, men som biperson. At man kan leve i taknemmelighed – det er vigtigt at øve sig i... Et af de mest betydningsfulde øjeblikke i mit liv var engang, hvor jeg oplevede at min ældste søn var blevet et menneske, som kunne sætte sig i et andet menneskes sted. At han ikke stod i vejen for medfølelse, men gik i brechen for et andet menneske. Da var det som om, der kom et stort lysfyldt øjeblik, hvor jeg gennemstrømmedes af en dyb lykke.

6. Hvad er din største force som menneske?
Medleven og intuition og en god portion udholdenhed ... vilje til at blive ved.

7. Hvad er din største svaghed?
At jeg er et skvat. Jeg kan ikke sige nej, hvilket kan køre mig lidt ned arbejdsmæssigt

8. Er der noget i dit liv, du fortryder, at du ikke har fået gjort?
Ja masser. At jeg ikke har elsket mere, givet mere opmærksomhed ... at jeg aldrig fik sagt til Else i 5. klasse, at jeg elskede hende. Hun var smuk og rødhåret... Jeg har heller aldrig kørt Tour de France.

9. Hvad skulle der til, for at dit liv kunne blive endnu bedre end det er nu?
Det er så vidunderligt, som det kan blive... Det eneste er kun, at jeg har lyst til at blive mere bredbåndet som menneske, opfange meget mere af kunst, kultur og musik. At blive bedre til at fatte, hvor smukt alting er.

10. Hvis du fik fuldkommen magt og frihed til at forandre én ting i verden. Hvad ville du så forandre?
At der blev plads nok til alle mennesker. Jeg ville også forandre ”sandhed” til et ”måske”. Der er mennesker, der slår ihjel for ”sandheden”. Det er frygteligt med mennesker, ”som ved alting”... Jeg ville nok også gøre øldåserne en lille smule større.

Karsten Erbs er en charmerende blanding af humor og alvor, lethed og dybde, og inden vi slipper ham må vi lige have lidt fremtid med.
- Jeg vil gerne være præst i endnu nogle år, og hvis vi ikke skulle blive her, ville jeg elske at blive gammel som præst på landet i Danmark... Og så vil jeg gøre alt for at holde mig i god form. Jeg vil gerne kunne cykle op til antennerne den dag, jeg fylder 70 år.

Dorte Holm Jensen
Foto: Natascha Berg Madsen
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2007
Solkysten - Juni 2007

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga