Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Britta har drevet butikken i 23 år.
Britta har drevet butikken i 23 år.
En bittersød afsked
Skrevet af Solkysten
Britta og Poul Erik Andersen har boet på kysten siden 1970. De var med, da det første spadestik blev taget til Tivoli World.
De har boet her, mens Franco var ved magten, har oplevet et militærkup efter Franco samt bombetrusler i Tivoli.

Candy blev til på et tidspunkt, hvor parret ellers havde nok at gøre i Tivoli World.
- Jeg trængte til at lave noget for mig selv, fortæller Britta, som på det tidspunkt drev syv restauranter, to spillehaller og en natklub i Tivoli sammen med sin mand.

Navnet ”Candy” blev til, fordi det første varesortiment var slik og hjemmelavet marcipan.
- I begyndelsen lavede vi marcipan fra bunden. Slog mandlerne itu med en hammer og hele resten af processen. Senere købte vi råmarcipanen fra Danmark... Vi trillede konfekt i en uendelighed, men det gik som varmt brød, siger Britta.

Konfekten blev naturligvis præsenteret smukt i skåle og glas, og da kunderne begyndte at spørge, om de kunne købe glas og skåle med, da var det, at Britta begyndte at udvide varesortimentet til gaveartikler. I dag, 23 år efter, er de største ”sællerter” i butikken sølvvarer, stearinlys og kort. Til jul sidste år blev der solgt 3.000 julekort.

Kundekredsen er dansk, engelsk og spansk og mange af kunderne, som nu er voksne, husker Candy fra de var børn og alle de lækre søde sager, de købte dengang.

- Jeg husker, hvordan jeg pyntede vinduet den første sæson med gaveartikler, fortæller Britta. Alt i vinduet var sort og hvidt; sorte stearinlys og store sorte roser. Jeg syntes, det var meget raffineret, men de gamle spanske koner, som kiggede ind ad vinduet havde ondt af mig. De var overbevist om, at vi måtte have sorg i familien.

Siden blev Britta meget mere opmærksom på, at varesortimentet skulle passe til flere forskellige nationaliteter.

- Vi har været på messe i Madrid to gange om året i mange år for at finde artikler til Candy. Det ville ikke have virket at købe ting fra en messe i Danmark. Englænderne og spanierne har lidt mere spræl i deres smag, og en ren dansk stil ville forekomme dem kedelig... På den anden side har det også været vigtigt at have nogle anderledes ting, som spanierne finder eksotiske. Et stort hit har været lysestagen til fire tynde lys, som får tre engle til at dreje rundt med en klingende lyd. I Danmark hører den julen til, men spanierne har den stående fremme hele året.

Det er bestemt ikke uden vemod, at Britta nu er ved at tage afsked med ”Candy”, men hun har en dårlig fod, som ikke har godt af at hun står op 10 timer om dagen.

- Selvfølgelig gør det lidt ondt at sælge, siger Britta, - Candy har været en del af mit liv i 23 år og den første danske butik på kysten, men Poul Erik har også meget brug for hjælp på kontoret, så nu skal jeg til at tage mig af ferieudlejningen.

Service og administration
Brittas mand, Poul Erik, har i mange år drevet “Candy Service og Administration”, som tager sig af alt fra hussalg, ferieudlejning til hjælp med papirer.
Poul Erik har været spansk statsborger i en hel del år nu. Han valgte at søge statsborgerskab af praktiske grunde.

- Når du er selvstændig i Spanien og udlænding, så skal du tilmeldes den specielle kategori dit erhverv hører under ... og én for hver af dine aktiviteter, fortæller Britta, - så på et tidspunkt havde Poul Erik så mange forskellige aktiviteter, at det var mere enkelt at blive spansk statsborger... Han ventede selvfølgelig til han havde nået en alder, hvor han ikke kunne blive kaldt ind som soldat.

Men Poul Eriks spanske bagland går meget længere tilbage. Han boede på Mallorca et års tid som dreng, og han læste spansk på Málaga universitet, da han var 23 år.

Både Britta og Poul Erik er uddannet indenfor hotelbrancen. Poul Erik er både kok, tjener og receptionist uddannet fra D’Angleterre og Hotel Royal. Han har desuden taget et årskursus i computer.
Når Candy er solgt, så står der et kontor klar og venter på Britta, som skal tage sig af udlejning.
- Lene, som er flersproget, og har været i Candy de sidste fem år følger naturligvis med til kontoret, hvor hun skal passe telefonerne, fortæller Britta.

Spanien gennen 37 år
Britta og Poul Erik har været på kysten i 37 år.
- Det er klart, at mange ting har forandret sig, siger Britta. – Vi var helt unge, 20 og 25 år, da vi kom hertil og startede restaurant i Torremolinos. Et par år senere åbnede vi fransk restaurant i Tivoli, og det dyreste på menukortet var Tournedos ... den kostede 130 pesetas, ca. 6 danske kroner.

Om det at flytte fra demokratiske Danmark til det Franco-styrede Spanien, fortæller Britta; - Vi mærkede faktisk ikke meget til det. Der var ganske vist mange Guardia Civil på gaderne, og det var forbudt at samles offentlig, men ellers mærkede vi ikke til det i dagligdagen. Vi havde en del spaniere ansat i Tivoli, men de ønskede ikke at tale politik ... og slet ikke med en udlænding... Vi var faktisk lidt mere bekymrede, da Franco døde, fordi vi ikke var sikre på, hvad der ville ske. Jeg husker vi havde en del penge liggende derhjemme, fordi vi ikke turde sætte dem i banken ... der havde jo været borgerkrig i Spanien før...

Mere skræmmende var det militære kupforsøg i februar 1981, hvor fjernsynet pludselig gik i sort da 200 militærpersoner under ledelse af Oberst Antonio Tejero Molina stormede regeringsbygningen i Madrid og tog regeringen som gidsler.

- Det var ganske kortvarigt, siger Britta, - men alligevel nok til at blive virkelig bekymret.
Det mest skræmmende var dog dengang, der var bombetrusler i Tivoli.

- Det var faktisk ikke bombetruslen, der var det mest chokerende, fortæller Britta. – Det var folks reaktion. De var ved at trampe hinanden ned, uden hensyn til småbørn i paraplyklapvogne eller nogen som helst, lige indtil de nåede udenfor porten. Der stoppede de så op, for de skulle da så sandelig have første parket, hvis bomben sprang... Jeg ved ikke, hvorfor de troede, de var i sikkerhed lige udenfor porten. Hvis der havde været en bombe, kunne den jo lige så godt have været placeret i nærheden af indgangen.

Spansk tidsrytme
Britta og Poul Erik har ikke dansk fjernsyn.
- Vi ser spansk tv og følger med i de spanske nyheder, fortæller hun. - Vi forsøger at besøge Danmark hvert år, men i realiteten pendler vi som regel mellem Norge og Danmark, da vi begge har brødre, som bor i Norge og er norsk gift... Jeg har stadig lidt familie i Danmark, men udover det så er det da klart at tilhørsforholdet til Danmark falmer lidt med årerne. Vi har jo haft et langt liv her... Men vi nyder virkelig en tur op ad Strandvejen, en gåtur på strøget ... og selvfølgelig en teatertur.

De mange år i Andalusien viser sig også ved at Poul Erik har fået den spanske tidsrytme ind i blodet i en sådan grad at Britta jævnligt må huske ham på, at sådan er det ikke for alle danskere på kysten.

- Jeg hører ofte Poul Erik lave en aftale med en dansk kunde, og som regel siger han; ”Jeg kommer i eftermiddag”. Jeg ved, at Poul Erik mener efter klokken fem, men jeg ved jo også, at for de fleste danskere, er eftermiddagen ved at være slut, når klokken er fem, så jeg må ofte huske ham på, at han skal give et klokkeslæt i stedet for.


Dorte Holm Jensen


Britta og Poul Erik Andersen sælger gavebutikken, Candy.
Britta og Poul Erik Andersen sælger gavebutikken, Candy.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juli 2007
Solkysten - Juli 2007

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga