Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Dan Toldshøj og Dorte Andersen tog et par ture til Costa del Sol, før de flyttede permanent hertil i oktober 2006.
Dan Toldshøj og Dorte Andersen tog et par ture til Costa del Sol, før de flyttede permanent hertil i oktober 2006.
Partnere i hjemmepleje og privatliv
Skrevet af Solkysten
Det startede med at jeg var påvirket af et meget stort arbejdspres, fortæller Dan.
- En af mine gode venner og tidligere kollega fra Brønshøj kommunes hjemmepleje inviterede mig med til Spanien i foråret 2006 for at stresse af.

- Kollegaen, Tina Rasmussen, som driver ”Solkystens Take Care Service” øst for Málaga, var på arbejde hver dag, så jeg sad ved hendes pool helt alene og så ud over bjergene og kunne fysisk mærke, hvordan stresset slap sit tag i min krop ... og hvordan mine skuldre sank ned i deres rette position.

Dan sms’ede sin kæreste i Danmark med ordene; - Hvad siger du til at flytte til Spanien og starte hjemmepleje? Dorte var umiddelbart med på ideen. Hun var ved at køre træt i alle tidsmålingerne på hendes job i den danske hjemmepleje.

- Det kan jo ikke nytte noget, at du kommer stresset på arbejde, siger hun. – Det handler om mennesker, men til slut føltes det, som om det handlede mere om, at den og den funktion højest måtte tage 15 minutter ... o.s.v.

Dan tog en lang snak med kollegaen, Tina, fra ”Take Care Service”.
- Udfaldet blev, siger Dan med et smil, - at vi ”delte verden imellem os” ... med en streg lige igennem Málaga.

Fra kollegaer til kærester
Dorte og Dan har arbejdet sammen i Danmark i fem år, før de trak teltpælene op og rykkede sydpå. Dan var Dortes chef; nu er de partnere ... både i arbejdslivet og i privatlivet.

- Det var en temmelig turbulent tid for os begge ... tiden før vi besluttede os for Spanien, fortæller Dan. – Dorte var midt i en skilsmisse, og jeg var så fyldt op med politiske tiltag på mit job, at jeg bare ikke orkede mere.

Dorte og Dan tog på ferie sammen til Spanien i foråret 2006, og igen i august 2006, efter Dan allerede havde været der alene for at sondere terrænet lidt, inden de gjorde alvor af deres planer.

- På det tidspunkt boede Dorte hos sin søster, som havde et hus ikke langt fra Dans hjem, men da vi kom tilbage fra Spanien sammen første gang ... virkede det jo helt absurd, at hun skulle gå derover for at sove, når vi alligevel var sammen hele tiden ... tja, så kunne vi jo lige så godt flytte sammen.

Ferierne i Spanien bekræftede Dan og Dortes planer; der var et stort behov for hjemmepleje på dansk på vestsiden af Málaga!

Fra plan til handling
I oktober 2006 var parret klar til at drage sydover. Dan havde fremlejet sit hus og den eneste investering, de havde brug for, for at starte deres nye liv var en bærbar computer, en bil, en mobiltelefon ... og så selvfølgelig; et sted at bo.

De startede i Torreblanca, men fik hurtig lyst til at trække lidt væk fra kysten og finde et mere autentisk spansk miljø, hvilket de fandt i Alhaurín el Grande.

- Det gode ved Alhaurín, siger Dan, - er desuden at vi stort set kun har en halv times kørsel ligegyldigt, hvor vores kunder bor mellem Málaga og Marbella ... så det er perfekt. Og her er jo dejligt. Spanierne hilser på os på gaden og vi føler os vældig velkomne.

Det med at opbygge en kundekreds er naturligvis altid noget, der tager lidt tid, men Dan og Dorte er enige om, at den rigtige måde er ”mund til mund” metoden.

- Det at have nogen til at hjælpe dig med personlig pleje er jo en tillidssag, siger Dorte, som er uddannet social- og sundhedshjælper og har arbejdet mere end 20 år indenfor pleje og omsorg både på plejehjem og i hjemmeplejen. Dorte har desuden specialkurser i demens og stor erfaring indenfor området.

- Netop, siger Dan, - det er også derfor vi altid starter et job med en indledende samtale, hvor kunden har mulighed for at fortælle, hvad han / hun har brug for og hvordan han / hun oplever sine egne ressourcer. Vi sætter altid kundens behov i centrum...Vores fornemste mål er at gøre os selv undværlige.

Dan er uddannet erhvervsdiplomleder og social- og sundhedsassistent. Han har været ansat som leder indenfor hjemmeplejen i mere end otte år og har desuden arbejdet indenfor psykiatrien.

Nyt tiltag
Nu har Dan og Dorte været i gang i lidt over et halvt år, og kundekredsen vokser støt og sikkert.
Når det handler om hjemmehjælp er opgaverne typisk personlig pleje såsom bad, hudpleje, på- og afklædning, madlavning, servering og opvask, men også indkøb, rengøring og aktivering indgår i plejefunktionerne. Dan og Dorte tager sig også af hjemmesygepleje, som de beskriver som medicinadministration, øjendrypning, sårpleje, blodsukkermåling og insulingivning samt kateterpleje, stomipleje, sondeernæring og terminalpleje med bl.a. overvågning og fast vagt. Ved intravernøse opgaver sætter de dog grænsen.

- Vi er jo ikke sygeplejersker eller læger, siger Dan, - så vi holder os til det, vi kan gøre forsvarligt, og resten overlader vi til andre.

Deres nyeste tiltag er udlejning af hjælpemidler.
- Vi havde jo ikke været her ret længe, siger Dorte, - før vi opdagede, hvor dårlig en stand hjælpemidlerne var i her på kysten.

Så nu lejer Dania Care hjælpemidler ud som en del af deres service.

- Vi er startet med kørestole, rollatorer og toiletforhøjere, fortæller Dan, - og det går fint, så det er da ikke utænkeligt at vi kommer til at udvide på det område.
Hjem til Danmark igen?

Parret er enige om, at det har de absolut ingen planer om.

Dorte Holm Jensen
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2007
Solkysten - September 2007

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga