Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
© Keith Frith - Fotolia.com
© Keith Frith - Fotolia.com
Testamente og arv
Skrevet af Solkysten
Vi har netop afsluttet en arvesag på kontoret, hvor begge forældre til vores klient ulykkeligvis døde lige efter hinanden.
Da de i sin tid oprettede deres testamenter, oplyste de ikke at den ene part havde et særbarn (barn fra tidligere forhold), men udelukkende, at de havde et fælles barn, nemlig vores klient.

Da han kom til kontoret med arvesagen, var det for os klart og tydeligt, at der kun var én arving, nemlig klienten. Jeg har i sin tid selv oprettet testamenterne med klientens forældre, som på tro og love hos notaren erklærede, at oplysningerne i testamentet er korrekte.

Ved arvesagens afslutning oplyser vores klient pludselig, at han ”forresten” har en halvbror, nemlig moderens særbarn. Nu var sagen jo afsluttet i Spanien, så det ”problem” må løses i Danmark, hvor de begge bor. Vores klient skal betale tvangsarven til halvbroderen, såfremt denne gør krav på sin del – da han for mange år siden har brudt forbindelsen til sin biologiske mor.

Denne lille historie skal tjene som opfordring til at alle, der laver testamenter, tænker sig godt om. Det er ikke særlig hyggeligt for en arving at skulle slås med dette problem, som også er forbundet med nogle omkostninger – både for særbarnet og ægtebarnet – ekstraomkostninger til advokat i Danmark, som kunne have været undgået.

I øvrigt kan jeg benytte lejligheden til at fortælle, at den danske arvelov er lavet om med virkning fra den 1. januar 2008. Dette for at sikre ægtefællen bedre end hidtil ved arv med fællesbørn (uskiftet bo).
Det har hidtil været sådan, at ægtefællen har arvet en trediedel efter førstafdøde, og de resterende to trediedele skulle så fordeles ligeligt mellem fællesbørnene. Fra den 1. januar 2008 arver længstlevende ægtefælle nu halvdelen, og resten fordeles mellem børnene. Såfremt der ikke er hverken fællesbørn eller særbørn, arver længstlevende naturligvis det hele.

Såfremt ægtefællerne har fælleseje, så husk altid på, at den ene halvdel af boet allerede tilhører længstlevende og som sådan ikke indgår i arven. Det er altså den anden halvdel af fællesboet, der skal fordeles.

Naturligvis har man stadig i Danmark begrebet ”uskiftet bo”. Det betyder, at længstlevende ikke behøver at skifte med fællesbørnene. Børnene får således først deres arv, når begge forældre er døde, hvis det er det, man ønsker.

Såfremt den ene af ægtefællerne har særbørn, så SKAL der skiftes med i hvert fald særbarnet, når dennes forældre dør – medmindre særbarnet har givet afkald på dette forinden.

Såfremt man ikke er gift men udelukkende samboende, så husk AT LAVE TESTAMENTE, hvis man ønsker at lade hinanden arve. Man kan dog aldrig komme udenom tvangsarven til sine børn.

Husk at få oprettet et testamente i Spanien, hvis der findes fast ejendom her. Et testamente oprettet indenfor EU gælder i alle EU-lande, men det gør det unægteligt noget nemmere, at testamentet er oprettet indenfor Spaniens grænser. Det er både hurtigere, billigere og nemmere. Husk at man kan oprette testamente med det danske begreb uskiftet bo – selvom det ikke findes i den spanske arvelov.
Testamenter oprettes for notaren i Spanien – ikke i hånden og ikke privat – hvis man vil undgå at komplicere livet for sin ægtefælle og øvrige arvinger.


Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2007
Solkysten - September 2007

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga