Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Solkysten skaffer svar
Skrevet af Solkysten
Har du et praktisk problem i din spanske hverdag? Send os et par linier, så forsøger vi at skaffe svar!
Håndværkere uden kontrakter
 ?   Vi er medlemmer af en ejerforening, der nu skal have ejendommen malet. Man har indhentet tre tilbud og ønsker at benytte sig af det billigste. Jeg protesterer imod benyttelsen af denne håndværker, da vi hører, han jævnligt har skænderier med sine arbejdere vedrørende lønudbetalingen, og tilsyneladende også har problemer med leverandørerne.
Kan jeg som medlem af ejerforeningen gøre indsigelse imod, at man benytter denne “håndværker”, når jeg er temmelig sikker på, han ingen kontrakt har med sine unge ansatte, og følgelig heller ingen ulykkesforsikring som dækker dem?
Hvis der sker en arbejdsulykke, har vi fået fortalt, at ejerne hæfter for erstatningen, når mesteren ikke har medarbejderne forsikrede.
Såfremt der mod forventning ikke skulle findes en lov, der beskytter ejernes interesser i sådan et tilfælde, vil jeg forbeholde mig ret til at kontakte arbejdstilsynet for at de kan komme og kontrollere forholdene under arbejdet.
I Danmark skal man i en aktieselskabs-bestyrelse stemme om beslutningerne. Hvis et bestyrelsesmedlem stemmer imod, bliver det noteret, og vedkommende hæfter derefter ikke, hvis tingene skulle gå galt. Kan samme regel bruges i dette tilfælde?
S.A.
(forkortet af red.)

  !    Vi taler om vedligeholdelsen af et byggeri, hvor samtlige ejere er forpligtede til at deltage med det fordelingstal, der står i skødet for hver enkelt ejer. Så du er dermed også forpligtet til at deltage i betalingen.
Mht. om I skal benytte den pågældende håndværker eller ej, så må jeg gå ud fra, der er blevet stemt om de tre tilbud, der var tale om. (Det skriver du intet om, men jeg formoder det.)
Når man kontakter håndværkere til at vedligeholde et byggeri, er det enten præsidentens eller administratorens job og ansvar at sørge for, at håndværkerne har deres forsikring i orden. Så du behøver ikke at være nervøs for, at du som ejer kommer til at betale, hvis der sker en ulykke.
Nuvel, da du har dine mistanker omkring den pågældende håndværker, så er du  nødt til at få formidlet til jeres præsident eller administrator, at såfremt de ønsker at bruge denne bestemte håndværker, så vil du som ejer og stemmeberettiget kræve, at der ved indgåelsen af kontrakten forelægges følgende, som du som ejer kan få lov til at se på forlangende: arbejdskontrakter, tilmelding til Seguridad Social samt arbejdsforsikring.
Skulle det vise sig, at håndværkeren ikke kan akkreditere den ønskede dokumentation, så står det dig frit for at melde ham til Arbejdstilsynet og Seguridad Social.
Advokatsekretær
Lonnie Christiansen/advokat Asunción Cantero León
Bolig på tvangsauktion
 ?  Jeg kigger efter bolig i Spanien. Findes der en hjemmeside omkring tvangsauktioner?
Ronni

  !    Mange boliger vil formodentlig komme på tvangsauktion i den kommende tid, efter at priserne er toppet, mens renten fortsætter med at stige. Da det er i alles interesse, at så mange som muligt byder på disse boliger, blev loven (Ley de Enjuiciamiento Civil) for nogle år siden ændret for at gøre det nemmere for almindelige mennesker at deltage og byde på en tvangsauktion. I praksis er det dog stadig ret kompliceret. Det kræver god indsigt i sproget, loven og boligmarkedet. Dertil kommer en vis økonomisk formåen: Den potentielle køber skal deponere 30 pct. af startprisen for at deltage i en tvangsauktion ved retten. Får man hammerslag, skal restbeløbet normalt betales i løbet af 20 dage. Til gengæld kan man være heldig og finde en bolig til halvdelen af markedsprisen, forlyder det.
Andalusiens autonomregering arbejder på at samle informationen om alle tvangsauktioner på sin juridiske hjemmeside Adriano Portal, men foreløbig må interesserede holde sig orienteret ved hjælp af opslagstavler, aviser og eventuelle hjemmesider i de respektive retskredse.
Adriano Portal med det upraktiske link http://www.juntadeandalucia.es/justicia/adriano/cda/views/adri_home/0,,12351694,00.html har en kort beskrivelse af, hvordan tingene foregår. I Málaga kan man bede om nærmere oplysninger i ”Oficina de Subastas Judiciales”, der ligger i ”Palacio de Justicia” på adressen Paseo de Reding nr. 22.
Nogle private firmaer som Atisreal (www.atisreal.es) fungerer som mæglere for folk, der vil byde på boligauktioner – både frivillige og tvangsauktioner. Hvordan det fungerer i praksis, ved vi ikke.
red.

Fax; 952 46 28 22 eller e-mail: per-ole@solkysten.net
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2007
Solkysten - September 2007

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga