Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Cellerne skal ”fedtes ind”
Skrevet af Solkysten
En dame i 40’erne havde i mange år døjet med lav blodprocent og problemer med at optage jern i kroppen.
Hun havde det for så vidt udmærket, og det var ikke smerte eller dårligdom, der bragte hende til klinikken, men et ønske om ”at få det endnu bedre”.

Men lav blodprocent er faktisk en tilstand, vi betragter med alvor. Først et par oplysninger om blodet:
Alle voksne mennesker har fire, fem liter blod. Blodet har mange funktioner og er grundlaget for, at kroppens celler fungerer. Et rødt blodlegeme lever 120 dage i blodbanen, og hvert sekund i døgnet nedbrydes to millioner, mens andre to millioner dannes.

Når vi taler om en lav blodprocent, tænker vi altid på de røde blodlegemer, som tager sig af ilt- og kuldioxidtransporten i kroppen. Når de røde blodlegemer har ”tanket op” med ilt i lungerne, rejser de ud i alle kroppens yderste karnet og afleverer den livgivende ilt til cellerne. Samtidig optager de kuldioxid, der er cellernes affaldsprodukt. Kuldioxiden transporteres gennem venesystemet til lungerne, hvor den pustes ud til glæde for planterne. Omvendt er planternes affaldsprodukt ilt, og således eksisterer mennesker og planter til glæde for hinanden.

Er der for få røde blodlegemer, kniber det selvfølgelig med ilttransporten. Vi bliver trætte og dvaske. Denne tilstand kaldes anæmi eller blodmangel.

Vænnet til problemet
Vor patient blev undersøgt i alle ender og kanter: Kikkertundersøgelser af mave og tarm: alt i orden. Knoglemarvsundersøgelse af marvens evne til at danne blodet: også i orden. Folinsyre og B-vitamin indholdet i blodet: intet unormalt.

Men blodets jernindhold var lavt, selv om hun havde spist jern i læssevis, drukket Krauterblut (et flydende jerntilskud) og taget vitaminer. Intet kunne få blodprocenten og jernværdierne op i normalområdet.

Trods den lave blodprocent var hun ikke træt. Hun havde levet med problemet i så mange år, at kroppen havde vænnet sig til tilstanden. Hun levede et aktivt liv med fuldtidsarbejde og løbeture i fritiden. Desuden dyrkede hun meditation og chi gung.

En bibemærkning
I løbet af behandlingen fortalte hun i en bibemærkning, at hun i sine ungdomsår havde haft en periode på halvandet år, hvor hun kun levede af frugt i meget små mængder. Hun havde i virkeligheden levet på grænsen til anoreksi, men det var hun ikke selv klar over.

I sådanne perioder stresses kroppen vældigt, og det kan gå ud over kroppens stofskifte og omsætning, så pigerne f.eks. holder op med at menstruere. Heldigvis var den anorektiske periode ikke så lang for vor klients vedkommende, men en ting sad tilbage i hende fra dengang - hun spiste ikke fedtstoffer som olie eller smør. Hun kunne simpethen ikke lide smagen, det ”voksede” i munden på hende og kom ikke ned.
Hun tørstegte på en speciel pande, kom aldrig olie på salaten, og skar fanatisk fedtkantene af kødet. Fiskeoliekapsler ”bøvsede” hun af – dem kunne hun slet ikke klare.

Manglede bindeled
Ofte har sådan en bibemærkning afgørende betydning for behandlerne, selv om klienten ikke er opmærksom på dens betydning.

Hun havde i mange år fået så få fedtstoffer, at hun manglede nogle vigtige bindeled til optagelsen af næringstoffer og dannelsen af nyt væv - herunder røde blodlegemer.
”Hvad har fedtstoffer med røde blodlegemer at gøre?” spurgte hun.

Alle kroppens cellemembraner består af et dobbeltlag af fedtstoffer, der sorterer, hvad der kommer ind og ud af cellerne.

En særlig slags fedtstof – fosfolipider – danner en membran omkring cellen, men ”lukker døren op” for næringsstoffer, der skal ind, og affaldstoffer, der skal ud. Dette kræver en speciel kemi, og fosfolipiderne har derfor to ”ender”: En der kan li’ vand, og en der ikke kan li’ vand. De ta’r sig af hver sit formål.

Fosfolipiderne er livsvigtige, når det drejer sig om at transportere vandopløselige næringssstoffer ind igennem cellernes vandskyende cellemembran. Spiser vi for få (eller ensidige) fedtstoffer, kommer vi til at mangle dette forbindelses-fedtstof.

Tilvænning
Vi startede langsomt. Samtidig med at vi gav hende flydende jern i en særlig kropsvenlig form, gav vi kosttilskudet klorofyl (planternes grønkorn), der rent kemisk kun adskiller sig fra det menneskelige hæmoglobin i et eneste atom, nemlig magnesium i stedet for jern.

Men for at kroppen kan optage disse stoffer, er det som sagt nødvendigt med forbindelses-fedtstoffer eller fosfolipeder. I nøje afmålte mængder fik hun forskellige olier - først få dråber, for ikke at provokere hendes afsky, og derefter langsomt trappet op til en teskefuld i en grønsagsblanding.

Når grøntsagerne er purerede, kan de suge fedtstoffer, uden at oliesmagen og konsistensen bliver for fremherskende.

Langsomt fik hun optrappet olieindtaget. Hun supplerede med specielle spireudtræk, der er rige på fosfolipider.

Fandt et ”nulpunkt”
Kosten gjorde sit, og da hun var glad for at bevæge sig, fik hun et skræddersyet program med vægt på ”passiv” bevægelse i vekselvirkning med den aktive fase. Ved hjælp af disse øvelser blev hun mere bevidst om nogle af sine facetter: Hvornår hun havde glæde af at ”skynde sig langsomt” og hvornår det var bedst at ”fyre den af” med fuld aktivitet. Hun fandt en nulpunkts-fase og lærte at være aktiv eller passiv efter eget valg. Da hun i øvrigt havde et fyrigt temperament og tit var faret op som trold af en æske, faldt opøvelsen af disse evner på et tørt sted.

Udover at få det bedre med sig selv (og sit temperament), afslørede blodprøver ca. to måneder efter kuropholdet en stigende blodprocent og et voksende jernindhold.

Artiklen er skrevet i samarbejde med Inger Marie Haut, MS Nutrition. Interesserede kan læse mere om jern i ”Kroppens behov for Grundstoffer”, om klorofyl i ”Ilt – en betingelse for kroppens sundhed, og om nulpunkts-fasen i ”Aktiviteten i Foretagendet”. De fleste af bøgerne findes på de skandinaviske klubbers bibliotek. De er skrevet af Inger Marie Haut og udgivet på Vitafakta Forlag.


Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - September 2007
Solkysten - September 2007

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga