Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Cuenca på den store klippeø er forbundet med en svimlende høj gangbro til San Pablo klostret på den lille klippeø.
Cuenca på den store klippeø er forbundet med en svimlende høj gangbro til San Pablo klostret på den lille klippeø.
En udfordring til tyngdeloven
Skrevet af Solkysten
Da de fleste læsere sikkert kender Ronda, er det er nemt og hurtigt at beskrive Cuenca som noget i samme stil, blot tre gange så stor og tre gange så storslået.
Her er noget, som er umagen værd at køre efter, og det er ganske vist også nødvendigt, næsten 600 km, hvis turen starter i Málaga. For enden af dem føler man sig til gengæld rigeligt belønnet ved synet af den kastilianske middelalderby, der balancerer på knivens æg i 150 meters højde.

Cuenca er en overdrivelse. I Ronda har de bygget ud til klippens kant, men Cuencas hængende huse stjæler nogle ekstra kvadratmeter fra afgrunden. Naturen overgår også sig selv. Ved klippens fod favnes Ronda af to nøgne vandløb, i Cuenca er det rigtige floder, som glimter bag breddernes tætte løvhang. Byens omfartsvej er nok den eneste i verden, der især benyttes til skovture, og ude på landet venter der endnu større oplevelser.

Cuenca og Ronda var begge på muslimernes hænder. Uindtagelige fæstninger anlagt på fundamenter af millioner tons solid klippe. Ingen af dem kunne erobres med våben, men de kunne sultes ud, som det skete for Cuenca i 1177 efter ni måneders belejring.

Der var stadig tre århundreder, til det lykkedes de kristne generobrere at skyde fronten frem til Ronda, og det er den største forskel på byerne.

En kastiliansk by er ikke det samme som en andalusisk. Hvis du er vænnet til livet sydpå, mærker du straks forskellen. Cuenca er først og fremmest præget af sin europæiske middelalder, hvor byen var centrum for en blomstrende tekstilindustri.

Billedet der frøs fast
På et højdedrag over for Cuenca gengav en kobberstikker byen på toppen af sin velstand, få år før pesten brød ud i de overfyldte gader, den første af en række ulykker, som frøs udviklingen fast. Med få ændringer genkender vi byens profil på den gamle kunstners detaljerede stik fra 1565, hvor Cuenca var kommet ud af middelalderen, men blev stående på grænsen til moderne tid. Byens vartegn tårnuret var netop begyndt at måle tiden på Mangana-torvet. Drikkevandet kom fra en nyligt indviet otte km lang akvædukt. Vandet løber stadig, uret tikker videre, men tiden gik i stå.

Cuenca ligner to klippeøer i et ocean af lys. Over for byen, forbundet med denne af en svimlende høj gangbro på slanke piller hen over Huécar-floden, ligger San Pablos dominikanerkloster, som nu er Parador-hotel. Stenbroen blev for godt hundrede år siden dynamitteret og erstattet med en af de nye eiffelkonstruktioner af jern. Det er et bybilledets få vigtige forandringer.

Den første gotik
I forhold til mange andre middelalderbyer er det nemt at orientere sig i Cuenca. Hovedgaden løber på en oprejst kile, hvor der ikke er plads til ret meget mere. Byens befæstning var gjort med at lukke hovedgaden i begge ender. Halvvejs oppe af kilen ligger det store torv, Plaza Mayor, med Spaniens første katedral i den topmoderne gotiske stil, der i 1100-tallet vakte furore i Nordfrankrig og England.
Så langt sydpå er katedralen en virkelig kuriositet. Cuencas kastilianske erobrer Alfonso VIII var gift med Leonor af Plantagnet, Richard Løvehjertes søster - af god familie, som man siger - og uden tvivl har hun trukket på familiens forbindelser i England og Frankrig. Katedralen er simpelthen en kopi af en stor fransk klosterkirke. Som katedral hørte den afgjort til de mindste, og i de følgende århundreder åd den nabobygningerne og bredte sit tag hen over de små sidegader, til den endte som et højst forvirrende bygningsværk.

Alfonso VIII havde endnu sin største sejr til gode. I 1212 knækkede han almohaderne i slaget ved Navas de Tolosa, der markerede starten på den kristne generobring af Andalusien. Katedralens ”Virgen del Sagrario” har en fortid som den store krigerkonges saddeljomfru. Under sin lange kjole er jomfruen i virkeligheden en tykhovedet dværg, der sad fast på sadlen med en pløk og red foran Alfonso i hans mange kampe. Hvis blot hun kunne tale...

Ned i middelalderen
På den anden side af Plaza Mayor dykker du for alvor ned i middelalderen gennem en stejl og overdækket trappegyde, et sandt hul, hvor der næppe er lys og luft omkring dig. Sådan var det meste af Cuenca, da der på en eller anden måde skulle skaffes plads til 15.000 mennesker. Nutidens by kan virke trang, men i virkeligheden har den mange flere åndehuller, end man kunne tillade sig dengang. På den anden side af hullet ligger bagsiden af byens ældste boliger, vindskæve bindingsværkskonstruktioner, hvor der på et tidspunkt blev tilføjet et udhæng med lokum i første sals højde. Det ansås for et stort hygiejnisk fremskridt. Naturligvis vidste folk udmærket, de ikke skulle spadsere lige under dem.

Sikken fantastisk udsigt, de havde fra de lokummer... ned til det grønne paradis omkring Cuencas anden flod, Júcar, hvor de byggede et kapel (og meget senere en rigtig badestrand) efter at have tabt fjenden af syne. Bajada de las Angustias fører derned, lys og lokkende om dagen, mørk og skræmmende om natten, for dér plejer fanden at tage dig i Cuenca.

Ved foden af byens sokkel forsamledes folk for at overvære et af middelalderens populære skuespil. Cuenca havde ingen galge til forbryderne, det var ikke nødvendigt, for bødlen og hans medhjælper tog blot kalorius i arme og ben og hev ham ud over afgrunden. Der var tid til et langt skrig på vejen ned. Nu vi er ved det makabre, så kommer der hvert år flere turister til Cuenca, blot for at tage sig af live på samme måde, omend de foretrækker gangbroen til San Pablo.

Huller under fødderne
Ingen spansk by har så store niveauforskelle som Cuenca. Alle indbyggere kan en god historie om venner og bekendte, der trådte et uforsigtigt skridt tilbage og fandt sig selv i buskene ti meter længere nede. Godt det samme, naturen plejer at tage af for stødene.

Det var naturligvis kompliceret at bygge under de forhold, skønt fremmede sjældent har anelse om, hvad der skjuler sig under de knirkende trægulve. Rekorden tilhører præsteseminariet - Cuencas næststørste bygning - hvor der er et gabende 25 meter dybt hul under et af yderlokalerne, som i dag benyttes til udstillinger. Udenfor og fra neden ligner lokalets fundament et vældigt tårn med rødder i en næsten lodret klippe.

Går du fra Plaza Mayor nedad hovedgaden, finder du ”skyskraberne”. Med deres glade farver er de nok værd at se på, men tilnavnet er svært at forstå, indtil man kommer om på bagsiden. Mens facaden ud mod hovedgaden er fire etager høj, har enkelte bygninger 12 etager til parallelgaden længere nede.

Af alle Cuencas hængende konstruktioner forekommer skyskraberne de mest umulige. Set fra siden er de også kileformede, fordi de øverste etager rager fire en halv meter længere ud. Så vandt man også en smule plads der. Sprukne træstolper har holdt sammen på det hele, foreløbig i et par århundreder. Er du så heldig at blive inviteret indenfor, går du fra hovedgaden ind i en lejlighed, der er vertikal i stedet for horisontal. Der kan være seks små værelser oven på hinanden, mindre og mindre jo længere du kommer ned, indtil trappen opta’r halvdelen af pladsen i de nederste etager, hvor indervæggen er rå klippemur.

Moderne kunst
Officielt er ”De hængende Huse” betegnelsen på to berømte middelalderpalæer. Som hængende konstruktioner er de ikke noget særligt efter Cuencas standard, skønt de er spektakulære på anden vis. Det ene rummer en glimrende restaurant, i det andet ligger ”Museo de Arte abstracto español”.

Cuenca er ligeså kendt for moderne kunst som for sin middelalder. Det er ikke sært, byens natur har trukket malere til, og da malerne også kalder på hinanden, blev Cuenca centrum for de nye generationer af abstrakte kunstnere, som efter Anden Verdenskrig skulle løfte arven efter giganter som Picasso, Miró og Gris.

Maleren Fernando Zóbel grundlagde samlingen i ”Museo de Arte abstracto español”, som fik et afgørende skub, da den pengestærke Juan March Fond trådte til med støtte. Værker af Torner, Saura, Rueda, Chillida og Tapiès konkurrerer med en af Cuencas flotteste udsigter.

Det ene førte til det andet. I dag er Cuenca fuld af udstillingslokaler med permanente og midlertidige udstillinger. Det andet museum for moderne kunst, som fortjener speciel omtale, er ”Fundación Antonio Pérez” i karmeliternes gamle kloster. 8500 kvadratmeter fordelt på syv etager efter Cuencas sædvanlige arkitektoniske model. Kunstinteresserede kan nemt få en hel dag til at gå alene i dette museum, og rygtet vil vide, nogen også fik natten til at gå, fordi de ikke kunne finde vej ud af den kæmpemæssige labyrint. Den er nu ganske hyggelig, efter at krypterne blev ryddet for nonneknogler. Mens ”Museo de Arte abstracto español” i dag har fundet sin færdige form, er ”Fundación Antonio Pérez” et meget mere åbent og eksperimenterende rum for både national og international topkunst.

pod.

Turistkontor
Avda. Cruz Roja, 1
16003 Cuenca

Tlf. 969 24 10 50
Fax 969 23 53 56

(Det store turistkontor ligger ved den gamle bys fod, hvor vejen til Madrid starter. Der er også et kontor i centrum på adressen Alfonso VIII nr 2.)

På Nettet:
Turisme i Cuenca: www.turismocuenca.com
Turisme i Castilla-La Mancha: www.castillalamancha.es/turismo

Tips
* Husk sweater og overtøj. Specielt om morgenen er det koldt på denne årstid.

* På hotellet skal du bede om et værelse med udsigt. Det gør en kæmpeforskel, om vinduet vender ind imod byens snævre gyder, eller ud imod den svimlende afgrund under byen.

* Pas på ikke at begå samme fejl som mange turister, der kun besøger byen over Plaza Mayor. Det er rigtigt, at her findes de bedste udsigter - men den bedste arkitektur findes i byens nederste del.

Ankomst
Tag motorvejen Málaga-Granada-Jaén og fortsæt i retning af Madrid. På højde med Puerto Lápice drejer du af mod Alcázar de San Juan og Cuenca. Afstand fra Málaga: 560 km.

Parkering
P-forholdene er overraskende gode i Cuenca. Du skal blot følge hovedgaden hele vejen op igennem den gamle by. På toppen kører du ud igennem en byport, og på den anden side er der altid plads til bilen.


Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2007
Solkysten - Oktober 2007

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga