Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Den spanske maler Francisco Goya var dybt bekymret over inkvisitionen, som stadig eksisterede på hans tid - oplysningstiden - omend hans motiver var hentet i fortiden.
Den spanske maler Francisco Goya var dybt bekymret over inkvisitionen, som stadig eksisterede på hans tid - oplysningstiden - omend hans motiver var hentet i fortiden.
Inkvisitionens sidste spøgelser
Skrevet af Solkysten
Øverst på den stejle hovedgade ligger der en tung, lidt trist bygning. Efter mørkets frembrud er den vanskelig at overse, når silhouetten tegner sig mod nattehimlen over Cuenca.
Det er Den spanske Inkvisition. En frygtet institution, som i tre et halvt århundrede overvågede samfundet, hævet over alle andre instanser.

Var det derfor, de anbragte den her, hævet over resten af byen? Symbolikken ligger lige for, men svaret er sandsynligvis nej. I dagslyset bliver det klart, at det ikke var et prestigebyggeri, men en praktisk arbejdsbygning til en gren af statens bureaukrati.

Facadens eneste udsmykning er Felipe II’s våbenskjold over hovedindgangen. Han var Spaniens konge, da Cuencas inkvisition åbnede dørene for gæsterne i 1583.
I dag er det Almudena Serrano, direktør for provinsens historiske arkiv, som tager imod på distriktsinkvisitorens gamle kontor med Cuencas flotteste udsigt.

Skriften på væggen
”Stedet er i virkeligheden ikke egnet til arkiv, fordi det ligger åbent for blæst og kulde på klippetoppen. I kælderen driver væggene med væde, hvis vi slår affugtningsanlægget fra,” fortæller Almudena lidt senere på vej ned med elevatoren.

Kælderetagen er den mindst berørte af senere ombygninger. Her ligger det eneste af inkvisitionens fængsler, som stadig eksisterer. (Turister kan ikke besøge det - desværre.)

De nøgne stenkorridorer er fyldt med arkivskabe. Skønt fugten er borte, er det allerede råkoldt på denne årstid, for på bygningens inderside går kælderen ni meter ned i kalkklippen. På ydersiden havde fangerne en smule lys, men cellernes små glughuller med korslagte tremmer sidder for højt til at kigge ud i verden, hvor livet går videre.
Lysstofrørenes hårde lys mildner det dystre indtryk, de fleste cellevægge er forsvundet, og der er halvanden gang så højt til loftet som oprindelig.

”For os er det en arbejdsplads. Vi færdes her daglig uden at tænke over det, men engang imellem sker det, jeg pludselig føler en kuldegysning hernede,” siger Almudena i stilheden, efter at hun har slukket for det støjende affugtningsanlæg.

På væggen er der en inskription, som engang - formodentlig i 1700-tallet - er ridset længere og længere ind i stenen, til det flere århundreder senere stadig er muligt at læse fangens budskab. Den klassiske sonetform viser, han har været en dannet mand. Første strofe lyder:

Så dyb er sorgen og mine følelser
i dette triste strenge fængsel,
at jeg fjernt fra børn og hustru
af ren sorg ikke længere føler.

Den hemmelige proces
Inkvisitionens fængsler kaldtes ”de hemmelige” for at skelne dem fra ”de civile” til almindelige straffefanger. Men fængslerne var sådan set ingen hemmelighed - det hemmelige var processen.
Det forfærdelige for fangerne i disse celler var, at de ikke havde nogen anelse om, hvorfor de sad der. Efter anholdelsen fik de ikke oplyst anklagen imod sig. Tværtimod opfordredes de til at anklage sig selv: På hvilke punkter havde de ikke overholdt deres pligter som gode katolikker?

Ved at samarbejde sikrede fangen sig den mest velvillige behandling efter omstændighederne. Problemet var, han styrkede anklagen imod sig, hvis han snakkede for meget. På den anden side risikerede han tortur, hvis han tav stille med noget, domstolen allerede havde færten af.

Anklagen var hemmelig. Anmelderne var anonyme. Den anklagede blev heller ikke informeret om vidnernes identitet. Vidnerne vidste på deres side ikke, hvem de vidnede imod. Inkvisitionen opfordrede dem blot til at sige, om de havde bemærket noget mistænkeligt i deres omgangskreds. På den måde var der altid chance for at få en anden fisk på krogen undervejs. Og pas på... hvis andre vidneudsagn tydede på, at din hukommelse havde huller, forvandledes du hurtigt fra vidne til anklaget.

Fængselsforholdene var forfærdelige, men ikke værre end i alle andre fængsler på den tid. Det var den hemmelige proces, som gjorde inkvisitionen så skrækindjagende. Den forvandlede hele Spanien til et stikkermiljø, hvor ingen undslap sindelagskontrollen. Selv i de mindste landsbyer havde inkvisitionens forlængede arm ”Familien” en repræsentant. I 1558 viste processen mod den spanske kirkes overhoved, Toledos ærkebiskop Bartolomé Carranza, at ingen var hævet over mistanke.

Terrorens ansigt
I det daglige skal man som antydet nærmest tænke på inkvisitionen som et gråt bureaukrati. Men inkvisitionen havde også en strålende og frygtelig facade, blot sad den ikke på bygningerne.
Terrorens ansigt var autodafeen, hvor samfundet udstødte afvigerne af sin kreds. Hele byens befolkning havde pligt til at deltage i dette offentlige skuespil, der utvivlsomt har givet mange gode borgere samme velbehagelige gys, som vi andre får af en vellykket skrækfilm i biografen.

Sammenligningen er ikke ved siden af. Autodafeen var en superproduktion, der startede med en procession i byens gader og endte på skafottet. Forrest i processionen gik byens religiøse og civile myndigheder i deres fineste skrud under banneret med grønt kors på hvid dug. De dømte kætterne fulgte efter med spidshætte på hovedet, løkke om halsen og grønt vokslys i hånden.

Det spændende var kætterskjortens udsmykning. Når flammerne søgte opad mellem dansende djævle, ventede helvede på en særlig forhærdet synder. Pegede flammerne nedad, var synderen gået til bekendelse efter dommens forkyndelse. Brændet stod opstablet, bålet var der ingen vej udenom, men som særlig gunstbevilling blev den dømte stranguleret inden brændingen. Der var et design til hver straf, så tilskuerne altid vidste, hvad der ventede de uheldige naboer ved vejens ende.

Engang imellem sluttedes processionen af skrumplende kærrer med halvrådne kister, der kørtes til bålet efter en posthum retssag. En af inkvisitionens store teoretikere, Francisco Peña, var meget glad for disse kærrer, der spredte en overtroisk rædsel omkring sig. I sin manual for inkvisitorer siger Peña lige ud, det er vigtigere at belære og terrorisere folket, end det er at frelse syndernes sjæle.

Inkvisitionen skulle forebygge problemerne, og den løste opgaven på fremragende vis. I virkeligheden blev langt de færreste anklagede dømt til døden, men de endte som kadavere i økonomisk og social henseende. Deres formue blev konfiskeret, og bodsskjorten hængt op i kirken som evig påmindelse om en skam, der klæbede til børnene generationer frem. Alle kendte en af disse ulykkelige familier, der tjente som manende eksempel for resten af samfundet.

De falske myter
Mange myter om Den spanske Inkvisition er også falske. Uden tvivl vil det komme som en skuffelse for mange, at inkvisitorerne faktisk gjorde skånsom brug af tortur, sammenlignet med almindelig praksis ved datidens domstole.

I sine instrukser fra 1561 fremsætter storinkvisitoren Fernando de Valdés nogle helt moderne betragtninger om torturens upålidelighed, når det gælder om at tvinge sandheden ud af folk. Tortur fandt i øvrigt altid sted under lægekontrol for at sikre, at ofrene ikke lemlæstedes.

Udlændinge - specielt nordeuropæiske protestanter - er vokset op med ideen om, at Den spanske Inkvisition repræsenterede en helt speciel intolerance og blodtørstighed, men som institution var den fuld af paradokser. Det største paradoks er uden tvivl, at skønt inkvisitionen dømte 10.000 mennesker til døden, reddede den sikkert livet for endnu flere.

I 1500- og 1600-tallet brændte nordeuropæerne 50.000 hekse, uden at de behøvede nogle inkvisitorer til at stikke ild på bålet. Det var gået heksene meget bedre i Spanien, hvor nogle få snese af deres ulykkelige artsfæller led den samme skæbne.

Inkvisitorerne var ikke fanatiske munke med blodskudte øjne. De fleste var jurister og lærde renæssance-mennesker. De troede ikke på hekse. Derimod troede de på kættere - og uden tvivl havde de grund til det, hvis man vil se sagen fra deres synspunkt.

Efter 1502 var der officielt kun kristne i Spanien, fordi først jøderne og siden muslimerne havde fået valget mellem at konvertere eller udvandre. Under de omstændigheder var der selvfølgelig mange, som fortsatte med at dyrke den gamle religion i det skjulte, og inkvisitorerne udviste en del psykologisk skarpsindighed i jagten på dem. I Cuenca-distriktets gamle annaler læser man om en sag, der udløstes af et spil kegler. ”Hjælp mig Muhammed!” udbrød den nykristne uden at tænke over det. Han endte for domstolen.
Senere gjorde inkvisitionen kort proces med den spirende protestantiske trussel mod Spaniens religiøse enhed. Spanien blev af samme årsag sparet for religionskrigene, som kostede hundrede tusinder af menneskeliv i Nordeuropa.

Det var dommene over et par dusin spanske lutheranere, som forvandlede Den spanske Inkvisition til historiens store skurk, fordi protestanterne udnyttede det nye propagandavåben bogtrykkerkunsten meget mere habilt end katolikkerne. I Nordeuropa havde ingen løftet et øjenbryn, da inkvisitionen likviderede flere tusinde konverterede jøder.

Lukkede for fremskridt
Den spanske Inkvisition udgjorde et specielt problem, men det var af en anden art.
Religionskrigene gik uden om Spanien - men det samme gjorde reformationens driftige, borgerlige ånd.
Siden sparede inkvisitionen spanierne for den franske guillotine, men også for frihed, lighed og broderskab.

Spanien blev intellektuelt isoleret, netop som Europa tog hul på epoken med de store videnskabelige fremskridt. Alle nye ideer blev automatisk genstand for mistanke, specielt hvis de havde en nordeuropæisk oprindelse, og det havde de fleste ideer på dette tidspunkt i historien.

Der er mange ironiske træk ved Den spanske Inkvisition. Kastilien (kernen i det nuværende Spanien) var et af de få europæiske lande, som havde modstået fristelsen til at oprette en inkvisition i middelalderen. Her blev den til gengæld indført i 1480, netop som den gik af mode de fleste andre steder. Spanierne måtte trækkes med den til 1834, hvor dens sidste rester forsvandt.

Ved starten var inkvisitionen tænkt som et redskab, der skulle forme en moderne stat efter europæisk mønster: Én Gud, én konge, én stat. Det var nok lykkedes - på jødernes og muslimernes bekostning - hvis ikke Felipe II havde vendt Europa ryggen efter protestanternes triumf. Herefter blev inkvisitionen garant for en reaktionær nationalkatolicisme, der atter bragte Spanien ud af trit med Europa.

Uhyrets sidste åndedrag
I 1700-tallet var inkvisitionen naturligvis ikke den samme som i Felipes Spanien. Dødsdomme var afgjort undtagelser, men i 1766 viste inkvisitionens sidste berømte sag, at uhyret stadig åndede. Oplysningstidens store spanske skikkelse Pablo de Olavide måtte flygte til Frankrig for at undgå en dom på otte års fængsel. Han anklagedes for 146 forhold, lige fra læsning af forbudte bøger til naturlige forklaringer på miraklerne. Olavides virkelige forbrydelse var hans reformer af landbruget og universitet, som gik vel hårdt ud over præsteskabets privilegier.

Storinkvisitøren Felipe Beltrán gjorde ihærdige forsøg på at redde den anklagede. I institutionens egen midte var der forståelse for, at tiderne havde ændret sig, men end ikke Beltrán kunne tøjle dragen. Det lykkedes ham kun at frelse Olavide fra ydmygelsen med kætterskjorte og pisk.
Efter dommen blev Olavide hånet i et anonymt smædedigt som ”lutheraner, frimurer og jøde.”
Man behøver blot skifte et ord ud - så springer man direkte frem til det 20. århundrede, hvor francoregimets propagandister altid advarede befolkningen om den internationale konspiration af ”bolsjevikker, frimurere og jøder”.

Så dybt var det stempel, inkvisitionen satte i den spanske sjæl.

Som vi sagde i går...
Den gamle inkvisition i Cuenca er en bygning med historie. Inden for hoveddøren er der en skranke, som ældre borgere i byen nikker dystert genkendende til. Her afleverede de fødevarerne til slægtningene, som Francos politiske politi havde arresteret.

Man spørger sig selv, om det er ren og skær tankeløshed, der fik byen til at anbringe statuen af bror Luis de León foran den samme hoveddør.

Luis de León er Cuencas berømte søn, en af spansk guldalders store poeter. ”Men trods udsigten er det nok tvivlsomt, om han ville have brudt sig om at stå der,” mener Almudena Serrano.

Luis de León var en af inkvisitionens fanger, omend han sad fængslet andetsteds. Han var professor i Salamanca, da nogle kolleger anmeldte ham for et formodet kætteri. Det var en almindelig måde at hævne sig på uvennerne i 1500-tallets Spanien. Det var heller ikke spor ualmindeligt, at inkvisitionen måtte bruge fem år på at rense hans navn for alle anklager. Ligesom Guds mølle malede inkvisitionen langsomt, men grundigt. Det var ikke et menneskeliv, der bekymrede dommerne, men evigheden.
Efter fem år forlod bror Luis fængslet og genoptog sine forelæsninger på universitetet. Efter omstændighederne tog han det med godt humør. ”Decíamos ayer...” var hans første ord til de studerende.
”Som vi sagde i går...”

pod



Inkvisitionen i Cuenca - der er ingen ydre pragt over det dystre byggeri.
Inkvisitionen i Cuenca - der er ingen ydre pragt over det dystre byggeri.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2007
Solkysten - Oktober 2007

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga