Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Filosoffen Fernando Savater og Rosa Diéz præsenterer deres nye parti.
Filosoffen Fernando Savater og Rosa Diéz præsenterer deres nye parti.
Mytteri i PSOE
Skrevet af Solkysten
Den ulmende utilfredshed i socialisternes rækker har fået et ansigt og et parti at samles om.
En af septembers sidste dage fremlagde Rosa Díez planerne om et nyt landsparti, der præsenteres som den tredje vej i spansk politik.

Det nye parti er længe blevet forberedt af den baskiske filosof Fernando Savater, men med Rosa Díez har det fundet en førerskikkelse med større folkelig gennemslagskraft, end filosoffer normalt besidder.
Den 55-årige Rosa Díez var en af PSOE’s mest kendte politikere, til hun for en måned siden forlod partiet efter mere end tre årtiers medlemsskab. Samtidig nedlagde hun sit mandat i Europaparlamentet.

For syv år siden var Rosa Díez en af kandidaterne til PSOE’s lederskab på kongressen, der endte med José Luis Zapatero Rodriguez’ sejr. Skønt det nye parti også kan gave appel til andre, er det især regeringspartiet PSOE, som risikerer at miste afgørende stemmer og mandater ved parlamentsvalget i marts næste år.

Nej til flirt med nationalister
Rosa Díez er basker, og det er på en måde nøglen til hendes politiske projekt. Hun kunne også have været katalaner. Mange socialistiske kernevælgere i de to nordspanske autonomstater føler sig dybt frustreret af Zapateros flirt med de nationalistiske bevægelser. Den mislykkede fredsproces med den baskiske terrororganisationen ETA er langt fra det eneste problem, som de ser i den forbindelse.

I Kataloniens autonomregering regerer socialisterne sammen med det yderligtgående nationalistparti ERC, hvis leder (og autonomregeringens nummer to) er den kontroversielle Josep Lluís Carod-Rovira. Han er en aggressiv forkæmper for Kataloniens uafhængighed og føler sig ikke hæmmet af nogen loyalitet over for regeringspartnerne. Da ETA for nogle måneder siden brød våbenhvilen, skød Carod-Rovira straks ansvaret over på den socialistiske centralregering i Madrid.

Zapateros PSOE har ikke blot accepteret det daglige samarbejde med sådanne personer. Det er tydeligt, socialisternes regionale ledere i voksende omfang føler sig identificeret med snævre nationalistiske mål, der ikke tager hensyn til det øvrige lands interesser. Zapatero præsenterer sin politik som en styrkelse af rigsfællesskabet gennem anerkendelse af de regionale forskelligheder, men flere begynder at få mistanke om, at processens logiske udfald tværtimod er en opløsning af rigsfællesskabet. Det har kastet hele PSOE ud i en dyb identitetskrise.

Op til parlamentsvalget næste år er Zapatero selv klar over, han har vovet sig for langt ud. Efter autonomvalget i juni turde han ikke gribe magten i Baskerlandets naboautonomi Navarra, da de baskisksindede nationalister i Na-Bai gav ham tilbuddet. Han nedlagde forbud mod et nyt regionalt regeringssamarbejde, og til gengæld trådte partiets ledelse i Navarra tilbage.

Spanier uden komplekser
Rosa Díez’ og Savaters nye parti repræsenterer, hvad de kalder en spansk nationalisme uden komplekser. En stærk centralstat, der garanterer ens rettigheder for alle. De ønsker at ændre valgloven, så folkets vilje ikke forvrænges, når de periferiske nationalistpartier også får afgørende indflydelse på landspolitikken ved hjælp af nogle få mandater.

Det er populær tale i vide kredse, og det interessante er, at opgøret mod nationalismernes tyranni kommer fra periferien selv. Den baskiske anti-ETA bevægelse ¡Basta Ya! (”Nu er det nok!”) og det katalanske parti Ciutadans de Catalunya er de organisatoriske støtter bag det nye landsparti. (Ved redaktionens slutning havde partiet ikke fået navn.)

Ciutadans de Catalunya debutterede ved det forrige katalanske autonomvalg med et overraskende godt resultat, selv om partiet knap havde tid til at forberede valgkampen. Ciutadans kan beskrives som et protestparti i den aktuelle politiske konjunktur, hvor alle partier i Katalonien (med det på de kanter ubetydelige Partido Popular som eneste undtagelse) har kastet sig ud i en kappestrid om, hvem der er mest nationalistisk. Resultatet viste, at mange katalanere er dødtrætte af en polemik, som altid er blevet ført med større ildhu af politikerne end af manden på gaden.

Zapateros værste stund
Rosa Díez’ parti tager form på det værst tænkelige tidspunkt for Zapatero. ETA forsøger igen og igen at ramme landet med det frygtede store attentat, skønt fem mislykkede bilbomber viser, at terrororganisationen er hårdt svækket af det effektive spansk-franske politisamarbejde.

På den politiske front tegner fremtiden for Zapateros projekt i Baskerlandet ikke mere lovende. Formanden for det nationalistiske baskiske regeringsparti PNV, Josu Jon Imaz, har netop tabt magtkampen i sit parti og har bebudet, han træder tilbage. Partiets radikale fløj synes besluttet på at gennemtvinge en uafhængig stat. I første omgang vil de legitimere projektet med en ulovlig folkeafstemning.

Som om statsministeren ikke havde problemer nok, fortalte hans franske kollega François Fillon efter et topmøde, at Zapatero angrede en af disse reformer: den hårdt kritiserede amnesti af 700.000 ulovlige indvandrere.

Zapatero kan nok have grund til anger. I den kommende tid vil byggebranchens afmatning sende mange af de nye borgere fra arbejdsmarkedet til socialforvaltningen, men lige nu har statsministeren ikke råd til at indrømme flere fejl. Han krævede et fransk dementi og fik det, selv om det ikke overbeviste nogen.

Den anden svage mand
Zapateros bedste kort i den nuværende situation er Mariano Rajoy. Den konservative oppositionsleder er en anden svag mand, som har det største besvær med at overbevise partifællerne om sit lederskab. For at lægge låg over spekulationerne blev Rajoy tvunget til at indkalde et møde i partibestyrelsen, der nominerede ham som spidskandidat til parlamentsvalget næste år.
Det er et dårligt tegn, når den slags ikke betragtes som en formalitet, men skal afklares et halvt år i forvejen.
pod

Unge får støtte til boligen
Efter tre et halvt år som passive vidner til, hvordan boligboblen ødelagde de unges muligheder for at få foden under eget tag, har den socialistiske regering pludselig fået travlt op til valget.
Boligminister Carme Chacón præsenterede regeringens løsning i selskab med Zapatero. Unge i alderen 22-30, med arbejdskontrakt og en husstandsindkomst på under 22.000 euro årligt, kan igennem fire år få en måned-lig støtte på 210 euro til huslejen i en lejebolig. Desuden kan de søge om en hjælp på 600 euro til depositum. De nye regler, som efter planen skal træde i kraft pr. 1. januar næste år, vil gælde for alle med mindst fire års ophold i Spanien. Unge, som i forvejen har lejet bolig, kan også søge støtte efter de nye regler.

Derudover får lejere et fradrag på selvangivelsen for boligudgiften, svarende til ca. 10 pct. af denne. Denne støtte har ingen aldersbegrænsning, men husstandsindkomsten må ikke overstige 24.000 euro.
Carme Chacón går også gravid med en ide om økonomisk støtte til familier, der ikke kan betale hypoteklånet pga. det stigende renteni-veau. Det har hun dog foreløbig glemt efter en advarsel fra såvel nationalbankdirektøren som økonomiminister Pedro Solbes.

Solbes har heller ikke tøvet med at kritisere udspillet fra en anden socialistisk parti-fælle, der skal til valg marts næste år – Andalusiens autonompræsident Manuel Chaves.

Chaves’ spektakulære projekt hedder ”Lov om retten til en bolig”. Alle andalusere med en familieindkomst på under 3000 euro månedligt skal have adgang til offentlig hjælp, enten til leje eller køb af bolig, således at boligudgiften aldrig overstiger en tredjedel af indkomsten, lover Chaves.
Han tilføjer – smart? – at loven umuligt kan være klar til vedtagelse inden autonomvalget.


Zapatero har mistet sin moderate forbundsfælle i Baskerlandet, Josu Jon Imaz.
Zapatero har mistet sin moderate forbundsfælle i Baskerlandet, Josu Jon Imaz.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Oktober 2007
Solkysten - Oktober 2007

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga