Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Den langhalede tornskade.
Den langhalede tornskade.
Den store fuglejagt
Skrevet af Solkysten
Nej, det er ikke skydeglade, men fugleglade mennesker, der er tale om. Lige op til deadline kom der meddelelse om, at en langhalet tornskade var set lige syd for Blåvandshuk.
To danske feltornitologer havde set den usædvanligt sjældne gæst, der kun er truffet i Vesteuropa tre gange tidligere. Den lever normalt i det fjerne østen. Straks fløj sms’erne over det ganske land, og i løbet af kort tid var der samlet hundredevis af fugleinteresserede med arsenaler af kikkerter og fotoudstyr for at iagttage den sjældne gæst.

Hvert år får Danmark besøg af sjældne fulge, og ofte er det ved Skagen, de bliver set. Straks afgår karavaner af biler fra alle landets hjørner. Selv vores nabolande deltager i denne form for fuglejagt. Det er, som om man ikke mere kan glæde sig over vores hjemlige fugleliv. Nu skal det være sjældenhedsjagt! Jo flere man kan notere i sin kalender, jo højere status.

Man konkurrerer om, hvem der har set flest arter, eller hvem der kan nå at se flest fuglearter indenfor et givet tidsrum. Så drøner man rundt i landet fra Gedser til Skagen - skidt med miljøet, bare brænd hundredevis af liter benzin af for at toppe listen. Skulle der ryge et par solsorte på vejen, så pyt - de er jo så almindelige. Det er sket, at bilister har kørt med hastigheder, der er betænkeligt nær et mistet kørekort. Godt, vi har fået Storebælstbroen, tænk hvis man skulle sidde i Korsør og vente på færgen!

Det er som om al jaget fra dagligdagen, om at have den nyeste mobiltelefon, computer o.s.v., bliver overført til naturen. Nu kan man ikke glæde sig over det daglige: solsorten i haven eller gråanden i søen. Nej, nu skal det være toppen - nu skal man ha’ det sidste nye.

Jeg skal indrømme, at jeg også har kørt langt for at opleve fugle. Ikke for at se sjældenheder, men for at opleve naturens skuespil. Det kan være en tur til Fuente de Piedra med flamingoerne, fugletrækket ved Gibraltar eller Coto Doñana, og det har jeg også opfordret læserne til at opleve, men der er en verden til forskel. Man behøver ikke at køre som Alonso for at nå frem. Man kan nyde turen og skal ikke tænke på om man når at komme frem, før fuglen er fløjet.

Det spanske efterår er begyndt med voldsomme regnskyl, tordenvejr, hagl så store som golfbolde, flere skypumper på Mallorca, regn i mængder på 50 til 200 mm i løbet af få timer. Det har nu stået på i flere uger, og det ser ud til at ville fortsætte. Ødelæggelserne har været store og menneskeliv er gået tabt. Det er tragisk, og desværre er en del af de uheldige følger af voldsomme regnskyl menneskeskabte. Man bruger stadig de udtørrede vandløb til alskens affald og håber på, at det bliver fjernet når regnen kommer. Resultatet er, at der dannes propper, så vandet ikke kan løbe uhindret. Så kommer der oversvømmelser, selv om det skal indrømmes, at 200 mm nedbør nok under alle omstændigheder vil skabe oversvømmelser.

På meteoalarm på Internettet kan man se advarsler for ekstremvejr i størstedelen af Vesteuropa. De sender varsler løbende døgnet rundt, og for Spaniens vedkommende kan man se de enkelte provinser. Det er ikke vejrudsigter i traditionel forstand, kun det ekstreme: torden, sne, tåge, vind, høje/lave temperaturer, forhøjet vandstand, -alt inddelt i kategorier fra lav til høj risiko. Jeg kan specielt anbefale det, hvis man skal køre op gennem Spanien eller Europa. Spanske vejrmeldinger er noget for sig selv; der er kun ét tidspunkt på året, man kan stole på dem, og det er midt om sommeren. Andalusien er et område, der er svært at give langtidsprognoser for, altså bortset fra om sommeren, men hvor så bringe dem?

Desværre har den regn, der er kommet, været så spredt at tilgangen til vandreservoirerne har været ganske lille, og vi skal have dagsregn i meget lang tid, før der for alvor bliver fyldt på, så der er al mulig grund til stadig at spare på vandet. Derfor kan det også undre, når man ser at den automatiske vanding kører i La Cala de Mijas dagen efter et kraftigt regnvejr, og det er nok ikke det eneste sted.

Lige nu synger rødhalsen med sine rene toner. Som altid er de her i stort antal om vinteren. Sortstærene sidder oppe i det samme fyrretræ, som de har gjort i årevis og synger på livet løs. Det er nærmest som om de synger af glæde og lyst. På denne tid er det ikke for at finde en mage, måske er det for at glæde os. Jo, der behøver ikke at være sjældenheder for at glædes ved naturen. I går sad jeg og så på guldsmedens jagt over dammen - disse fantastiske flyvere, der over går alt i flyvekunst. Der er meget at glæde sig over også hjemme i haven eller parken. Lad blot bilen stå og nyd efterårets natur.

Den langhalede tornskade blev for kort tid siden observeret i Danmark. Det er kun sket tre gange før.


Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2007
Solkysten - November 2007

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga