Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Hendes livs beslutning
Skrevet af Solkysten
Hvad skulle hun gøre nu?
Flybilletten hjem var bestilt og betalt over internettet og flyet gik i morgen klokken tre. Hendes mor havde betalt billetten, men nu havde Sophie slet ikke lyst til at rejse.
Det føltes ikke rigtig. Splittet mellem to verdener var hun og fuldstændig lammet og ude af stand til at træffe en beslutning.
Hun stirrede ud over campo’en, som spanierne kaldte alt, hvad der lå uden for pueblo’en. Hun stod på balkonen og så det nattemørke bjerglandskab gennem tårerne, mens lysene fra pueblo’en oplyste et virvar af hvidkalkede huse, der var bygget ind i hinanden og ind i bjergene på kryds og tværs. Hun elskede den, og hun hadede den.

****

Var det virkelig kun tre uger siden, hun kom? Sophie trak vejret dybt og huskede følelsen af frihed, da hun stod på flyet fra København, med 500 euro på lommen og selvtilliden tanket op på fuld styrke. Hun ville hjem til Andalusien. Hjem til sin pueblo .... Det var hendes hjem. Hun havde boet her i fem år. Hun havde gået i skole her, og hun havde oplevet den store vilde kærlighed her.

Det havde ikke været fair af hendes forældre pludselig at ville flytte tilbage til Danmark. Sophie var taget med, hvad skulle hun ellers have gjort? Hun var bare 17 år oghavde intet job, og hendes mor havde ikke været til at diskutere med. Hun skulle tage med hjem.

Paco, hendes kæreste gennem to år, havde droppet sit job hos en ejendomsmægler og var rejst med. Men omstillingen fra en lille spansk pueblo til København havde været for stor. Han klarede sig på sin opsparing i et par måneder, fordi han boede hos dem, men han kunne ikke få job, da han ikke talte dansk og til slut måtte han rejse hjem igen. Det havde været en frygtelig afsked, fordi de ikke vidste, om de sås igen eller hvornår.
*
Sophie snøftede og tørrede øjnene. Hun havde brug for at tænke, klokken var tre om natten nu og om bare 12 timer, afgik hendes fly fra Málaga. Hvad var rigtigt, og hvad var forkert? Føl med hjernen og tænk med hjertet, plejede hendes far at sige. Var det det, hun gjorde lige nu?
Hun havde været så sikker på, at hun kunne skaffe sig et job meget hurtigt. Hun talte spansk, engelsk og dansk ... og hun havde langt hår så gyldenblondt som en kornmark! Det havde bare ikke hjulpet endnu. Det var lidt for for langt inde i sæsonen. De fleste barer og restauranter havde skaffet det personale, de havde brug for allerede.

I store træk, var der kun fire forskellige ting, man kunne leve af her på Solkysten; Ejendomshandel, servering, rengøring af ferielejligheder og byggeri. Hun kunne ikke få job hos en ejendomsmægler, fordi hun ikke havde noget kørekort, servering og rengøring kunne hun måske få hen ad vejen, men ikke nu, og byggeri var simpelthen ikke en mulighed her for en 18-årig ung kvinde.
Hun havde faktisk et jobinterview i morgen ved middagstid på et stort hotel. De havde været meget interesseret i at tale med hende, fordi hun talte tre sprog, men det kunne jo være ligemeget nu. Ved den tid i morgen var hun på vej til lufthavnen.

Paco lå inde i hendes seng og var endelig faldet i søvn, men hun kunne ikke sove. Hun så på hans sorte, glatte hår og hans bare, muskuløse overkrop og mærkede kærligheden bruse igennem sig som små nålestik.

Det havde føltes helt rigtigt, den dag hun ringede til sin mor. Pludselig havde det været vigtigt for hende, at komme hjem til Danmark og få en uddannelse og tage et kørekort. Det var også værre, end hun havde troet, at undvære sin familie.

Selvfølgelig havde det også noget at gøre med, at hun og Paco havde skændtes. Han havde et helt andet syn på kvinder og mænd, end hun var vant til fra Danmark. Han ville ikke vaske op og gøre rent. Han ville ikke engang vaske sit eget tøj! Han mente, det var hendes arbejde. Den slags diskussioner, havde de haft før, men da havde de bare leet af hinandens holdninger, fordi det ligesom var noget, der hørte fremtiden til. Nu var det pludselig alvor, fordi de boede sammen i denne lejede lejlighed. Sophie ville ikke være hans gratis hushjælp. Hun ville noget med sit liv. Hun ville uddanne sig, arbejde og gøre spændende ting.

Den dag, hun besluttede at rejse hjem, var det som om, hun ikke havde haft noget valg. Hun følte, at hvis hun blev, ville hun blive forvandlet til en spansk husmor, der aldrig fik en uddannelse og altid bare gik derhjemme og tog sig af huset, ungerne og madlavningen. Hun ville blive en kuglerund, kønsløs, uformelig kone i en blomstret kjole inden hun fyldte 30 år ... ligesom alle de andre koner i pueblo’en, og hun ville sidde alene hjemme aften efter aften, mens Paco gik på bar med de andre mænd i landsbyen.

****

Det var, da hun fortalte Paco, at hun rejste hjem ... alene, at alt forandrede sig. Sophie snøftede og tørrede en tåre væk med bagsiden af hånden. Paco med alle hans mandschauvinistiske meninger. Store, stærke, galante Paco med øjne så brune som mørkt chokolade. Hun fik tårer i øjnene, når hun tænkte på det. Han havde grædt som en lille dreng. Han var sunket ned på knæene med armene rundt om hendes liv og havde hulket, som om hans hjerte bristede, med ansigtet presset ind i hendes mave. Hun sank. Og han havde tigget og bedt hende om at blive.

Det var fem dage siden nu, og hver dag, i de fem dage, havde Paco, som den naturligste ting i verden, delt alle de huslige gøremål med hende uden at kommentere det.

Selvfølgelig havde det påvirket hende. Hvordan kunne det være anderledes. Hun elskede ham jo. Hun elskede ham endda også før, da han ikke ville hjælpe til. Hun ville bare ikke leve sådan.

****

Det var begyndt at lysne, da Sophie bankede på hos sin engelske nabo Amy og hendes mor Patricia. Amy og hun havde været venner i flere år og Patricia havde lovet at køre hende til bussen.
Patricia kastede et hurtigt blik på hende, da hun lukkede op, så pegede hun ud på spisebordet i køkkenet. – Du ligner noget katten har slæbt ind, kom med ud og få noget stærk kaffe ... Amy er i bad.

Sophie trak vejret dybt. – Jeg har kun sovet to timer og jeg har ingen sminke på, undskyldte hun.
Patricia nikkede, - det kan jeg se, sagde hun og hældte kaffe op til Sophie. Hun rakte hende kruset. – Der står sukker på bordet. Patricia satte sig og Sophie gjorde det samme. Hun sukkede højlydt. – Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, sagde hun, - det føles helt forkert at rejse. Sophie så appellerende på Patricia. – Hvad synes du?

Patricia lagde hovedet på skrå. – Det kan jeg ikke afgøre for dig ... hvad synes du selv? Og hvad siger Paco?

Sophie tændte en cigaret. Paco synes, jeg skal blive, men vi har aftalt, at vi ikke siger farvel. Jeg går selv ned til bilen med bagagen .... hvis han skulle følge mig, kom jeg aldrig afsted.
- Glæder du dig slet ikke til at komme hjem?

Sophie nikkede. – Jo, jeg glæder mig til at se min mor og far, og jeg vil gerne i gang med en uddannelse og få mig et kørekort ...

Patricia smilte. – Og hvad med ham fyren, der har ringet til dig fra Danmark så mange gange?

Sophie nikkede ivrigt, - Jo, jeg glæder mig også til at se Adrian. Han blev så forelsket i mig, mens jeg var i Danmark og Paco var her .... det var jo faktisk slut med os, Paco og mig, da han rejste, for vi vidste ikke om vi sås igen. Sophie tøvede, - Adrian er helt anderledes, han behandler mig aldrig som en husmor og han støtter mig i at begynde på en uddannelse ... Sophie remsede en lang række plusser op og roste Adrian til skyerne. – Jo, han er faktisk helt fantastisk.

Patricia betragtede Sophie, imens hun snakkede hektisk om Adrian. – Det lyder som om han er helt fantastisk, sagde hun så og fortsatte, - det er bare en skam, at du ikke elsker ham ...
Sophie mærkede tårerne i øjnene igen. – Ja, hviskede hun, - jeg elsker ham ikke, jeg elsker Paco .... Åh gud Patricia, hvad skal jeg gøre?

- Jeg kan ikke svare dig på det, sagde Patricia nænsomt, - men du skal til at tage en beslutning. Din bus kører om en halv time ... så vi kører om et kvarter .... hvis du skal afsted.

****

Sophie kiggede ud ad bilruden på de grønklædte bjerge, der endnu ikke var afsvedne af solen. Tårerne løb hende ned ad kinderne i én ustoppelig strøm. Hun vendte sig om mod Amy, der sad på bagsædet. – Jeg kommer til at savne dig forfærdeligt, sagde hun, - lover du at komme og besøge mig?

Amy strøg veninden over håret og nikkede. – Så snart jeg har penge til at rejse, svarede hun.
Sophie hikstede højt nu, tørrede tårerne væk og tog en dyb indånding. – Jeg ved slet ikke, om jeg gør det rigtige?

Patricia skiftede gear for at forcere det sidste stejle stykke klippevej. Hun kiggede hurtigt på Sophie. – Du tror mig ikke lige nu, men en dag vil du tænke tilbage på denne morgen med en humoristisk distance ... og et lille stik af vemod.

Sophie sendte Patricia et tvivlende blik.

****

Sophie stampede hårdt i jorden. – Åh, sukkede hun desperat, - hvis bare jeg kunne holde op med det tuderi. Jeg kan ikke tænke.

Amy lagde en hånd rundt om Sophies skulder. – Du handler, før du tænker...Det er godt at være impulsiv nogle gange, men denne gang har du været for hurtig.

- Jeg ved det, hikstede Sophie, - bare jeg aldrig havde fået min mor til at købe den billet. – Åh nej! Nu kommer bussen. Hvad skal jeg gøre?

Amy betragtede Sophie et sekund. – Følg dit hjerte! Hvad føles rigtigt?

Bussen manøvrede ind til fortovskanten og folk begyndte at stige ud. I det samme kom Patricia, som havde parkeret bilen, imens pigerne slæbte kufferten hen til busstoppestedet.

Sophie så fra Amy til Patricia med tårene løbende ned ad kinderne. Patricia trak hende ind til sig. – Du kan da ikke rejse sådan, pigebarn. Tør dine øjne.

Sophie snøftede og tørrede kinderne med hænderne. Hun tog en dyb indånding og hankede op i kufferten. Det summede i hendes hovede, som om hun ikke var rigtig vågen. Hun trak afsted med kufferten hen mod bussen, hvor folk var begyndt at stige ind. Skulle hun aldrig mærke Pacos arme rundt om sig igen? Skulle de ikke opleve flere spanske sommeraftner sammen på Plazaen under appelsintræerne, hvor luften var samme temperatur som hendes bare ben? Skulle hun aldrig mere se ind i Pacos øjne og vide sig sikker på, at hun var elsket?

Gennem tåreflimmer så hun bjergene og palmerne oppe over hustagene, og hun hørte buschaufføren spørge hende om noget. Han spurgte om hun skulle med eller ej. Det var kun hende, der manglede at stige ind. Han spurgte igen ... utålmodigt. Sophie mærkede sit hjerte hamre vildt og blodet pumpe gennem kroppen, da hun hørte sin egen stemme svare; - No, gracias!

****

Hun vendte sig om med et begyndende smil i sit forgrædte ansigt, imens hun hørte bussen køre bort. Hun så Amy og Patricia ryste overbærende på hovederne, imens de begge to ilede hen og klemte hende.
- Min mor bliver tosset, sagde Sophie og lo en absurd, befriende latter, der straks smittede både Amy og hendes mor.

- Mødre kan nogen gange være temmelig besværlige, lo Patricia, - men når det virkelig gælder, er det utroligt, hvad de forstår!

****

Selvfølgelig gav hun ikke op så let! Hvordan kunne hun overhovedet have overvejet at tage hjem nu? Sophie smilede og nippede til sin kaffe.

- Her, sagde Patricia, og rakte hende en hvid tallerken med brød smurt med olivenolie og tomat. – Nu må du spise noget! Du har et jobinterview om ikke ret længe. Noget energi må du have, når du næsten ikke har sovet i nat.

- Ja, mor, svarede Sophie ironisk. – Gud! Jeg har ingen nøgle til lejligheden! Den lod jeg ligge, inden jeg gik. Jeg må hjem og have et bad og få noget krigsmaling i ansigtet.

- Betyder det, spurgte Amy og vendte det hvide ud af øjnene, - at vi skal slæbe den sindsyge tunge kuffert op ad trapperne igen?

Sophie lo, men hun fik pludselig travlt med at se, hvad klokken var blevet. - Paco er gået hjemmefra nu, hvis han skal nå bussen på arbejde! Hun rejste sig og spejdede ud af vinduet på den lille cafe.
- Er du sikker på, han går forbi her? Spurgte Amy.

- Ja, han går altid den her vej. Sophie tøvede. – Hvis ikke, han er gået forbi?
Hun rejste sig og skyllede kaffen ned. – Jeg bliver nødt til at løbe ned til busstoppestedet, for at se om han står der. Venter I?

De nikkede og Patricia råbte efter hende; - Selvfølgelig venter vi. Vi vil skam have slutningen med!

****

Sophie løb ned ad bakken mod busstoppestedet med håret flagrende efter sig. Hun stoppede brat op, da hun så, at der slet ikke stod nogen og ventede på bussen. Kunne den være kørt allerede? Hun stod rådvild et øjeblik, så vendte hun om og gik langsomt op ad bakken.

Hun måtte ringe til sine forældre, inden de tog afsted til lufthavnen. De ville blive skuffede, det vidste hun. Hendes mor ville sikkert også være vred over den spildte billet, men Sophie ville betale hende hver en øre tilbage, når hun fik arbejde.

Hun mærkede solen bage sig i ansigtet og små svedperler piblede frem, mens hun asede op ad bakken til cafeen igen. Hun stoppede op og tørrede sveden af panden og pustede som en lille hest, da hun gennem solpletterne for øjnene så en trist og tillukket Paco gå ned ad bakken imod hende med sin brune kontormappe under armen. Han havde stift blikket rettet ned mod vejen.

Hun trak vejret dybt ind og blev stående. Det føltes som en evighed, men tog formodentlig kun nogle få sekunder, før han løftede blikket og fik øje på hende. Det var som om lyset i hans øjne havde været slukket, men blev tændt i det sekund, hun kom ind i hans synsfelt, og hans ansigts mimik skiftede fra død til levende, da de fik øjenkontakt.

Paco lod mappen glide ned på vejen og løb de få skridt, der var ned til hende, og pludselig havde Sophie ikke fast grund under fødderne mere, men blev svinget rundt i luften af hans stærke arme, som var hun en lille pige, så både hendes hår og nederdel flagrede rundt om hende.

Imens han varsomt satte hende ned, med sit blik limet fast til hendes øjne trak han hende helt ind til sig og kyssede hende, som hun aldrig var blevet kysset før.

Da de endelig slap hinanden med tindrende øjne lød der høje tilråb på engelsk ovenover dem. De kiggede op og så Patricia og Amy hænge ud af vinduet på cafeen og juble.

****
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Januar 2006
Solkysten - Januar 2006

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga