Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Bonsaitræet
Skrevet af Solkysten
Der var noget, der havde løsnet sig. Det var ikke blot årstiden, der havde forvandlet Agnetes have ...
... men også Agnetes indre landskab syntes at løsne sig op og blomstre i takt med frodighedens piblen frem overalt udenfor.

Hun havde kriblen i fingrene efter at komme i gang med at plante nye blomster i potterne, men det krævede først lidt planlægning og en tur til havecentret ved kysten.
Agnete skænkede sig en tår kaffe ved spisebordet og betragtede gårdhaven  gennem stuevinduet. Det var kun en lille firkant, der hørte til rækkehuset, som hun havde købt, da hun solgte gården. En lille firkant var ikke meget, men den betød meget for hende.

Børnene  havde først villet, at hun skulle flytte i lejlighed da Poul, deres far, døde sidste sommer, men da de endelig forstod, hvad det betød for hende at se noget gro, havde de bakket hende op og endda foræret hende et  lille vandfald med pumpe til gårdhaven.

Agnete sukkede. Dette var ikke, hvad hun havde ventet af livet … at blive enke i en alder af 55 år, men Poul og hun havde haft et godt liv  sammen, og det fandt hun trøst i nu. De havde fået to dejlige børn, og de havde haft et fantastisk arbejdsfællesskab på gården i bjergene. Det var bare det, at det var jo nu de skulle have slappet af sammen og have nydt livet, men sådan blev det altså ikke!

Poul havde været næsten 15 år ældre end hende, så de burde nok have tænkt på at skrue tempoet ned for længe siden, men hvad nyttede det at tænke sådan nu?

Agnete tog et lille skridt ad gangen for at fylde sit liv med indhold. Hun gik til bankospil en gang om ugen i den danske klub og hun havde heldigvis en stor og trofast vennekreds, som havde været fantastiske til at sørge for, at hun sjældent følte sig ensom i for lang tid af gangen.

I dag, torsdag, skulle hun på sprogkursus. Hun havde sat sig for at blive bedre til spansk, så hun kunne følge med på det spanske tv.

Agnete gik ud på badeværelset for at nette sig lidt, inden hun skulle køre. Hun trak en kam igennem sit fyldige blonde hår. Egentlig var hun efterhånden gråhåret, men hun fik nogle farveskylninger hos frisøren med jævne mellemrum, der gav hendes hår en varmere glød. Hun kom en smule mascara på øjenvipperne og lidt svag rosa læbestift på læberne. Hun betragtede sit spejlbillede med tilfredshed; hun lignede bestemt ikke nogen fotomodel, men hun havde en feminin udstråling og en dybde i sine blå øjne, der rigeligt opvejede alderens fodspor i hendes ansigt. Hun var en ganske attraktiv dame af sin alder, og hun var stadig slank med bløde, runde former.

Hun parkerede sin sølvgrå Peugeot lige uden for sprogskolen. Netop som hun steg ud svingede en gammel blå Mercedes ind ved siden af hendes bil. Det var Anders, hendes spansklærer.

- Olá Agnete, qué tal? Anders havde det med at tale spansk til hende hele tiden, også når de mødtes uden for undervisningen.

Agnete smilede. – Jeg har det fint, tak. Hvad med dig ?

Anders slængte lædermappen over skulderen og strøg sit halvlange hår bagover. Bortset fra en bar plet på toppen af hovedet var hans brune hår ganske kraftigt af hans alder, så kraftigt at han samlede det i en hestehale i nakken.
– Du er ikke begejstret for at tale spansk uden for klasselokalet, hva’? Han blinkede skælsmsk til hende, imens de begyndte at gå.

- Nåh, jeg tror bare, jeg er genert, svarede hun.

- Genert? Du har da virkelig ikke noget at være genert over, du taler glimrende spansk...

- Ikke i forhold til dig, svarede Agnete afvæbnende.

- I forhold til mig! Hvis vi endelig skal måle os mod hinanden ... så ser du meget bedre ud end mig, lo Anders og åbnede galant døren for hende. Agnete rystede leende på hovedet og gik ind i bygningen.

***

Telefonen ringede, netop som Agnete havde sunket den sidste bid aftensmad.
- Hej mor, det er Sanne!

- Hej skat, hvordan går det? Agnete lænede sig tilbage i sofaen for at snakke med datteren.

Sanne havde været helt utrolig sød til at ringe næsten dagligt, siden Agnete blev alene. De talte mest om de små daglige ting, men det var jo præcis lige det, hun havde brug for, nu hvor Poul ikke var her længere.

- Mor, jeg ville høre om du kunne passe ungerne i morgen aften ?

– Det er jeg ked af, men det kan jeg ikke! Agnete følte et lille stik af dårlig samvittighed, inden hun fortsatte. - Jeg skal ud i morgen aften. Jeg skal til middag med spanskholdet. Vi skal spise spansk mad og se en spansk film uden undertekster, fordi næste uges undervisning er aflyst.

- Det lyder da hyggeligt, kommenterede Sanne. – Du skal ikke tænke på det med ungerne, vi finder på noget andet.
***
Agnete kørte hjemmefra i god tid. Det blev stadig tidligt mørkt, og hun var ikke helt sikker på, hvor Anders boede.

 Hun fandt det med det samme. Det lå lige uden for byen, som han havde sagt. Indkørslen var oplyst, så det var tydeligt at se det lille hvidkalkede hus med de to små udbygninger.

Agnete blev lukket  direkte ind i det store landkøkken.

- Hej Agnete, dejligt at se dig, sagde Anders og tog hendes frakke. – Jeg har tyvstartet og forberedt en paella, så maden kan være klar når vi ønsker det.

Agnete smilede til ham og så sig omkring. Der var ild i pejsen i stuen, som kun var adskilt fra køkkenet af en halv hvidskuret mur. – Hvor er  her hyggeligt, sagde hun.

- Det er jeg glad for, du siger. Jeg har lagt sindsygt meget arbejde i det her sted ... så jeg sætter naturligvis selv pris på det. Anders åbnede en flaske rødvin og så på Agnete. – Har du lyst til et glas?

Hun nikkede. – Ja, tak !

Anders tog flasken og et par glas med ind i stuen og satte det på et stort, solidt, afsyret egetræsbord. Agnete fulgte efter.
Da de sad og skålede blev hun pludselig opmærksom på alle de gamle afsyrede gashylder på halvmuren ud til køkkenet; de var fyldt med bonsaitræer  i små dekorative fade.

- Nej, hvor er de smukke! Agnete rejste sig. Hun måtte se dem tættere på. Anders fulgte med.

- Ja, er de ikke? Bonsaitræer er min store lidenskab … og så har jeg altid noget at pusle med.

- Det må du lære mig, sagde Agnete og bøjede sig over et lille miniature oliventræ med en kraftig knudret stamme. – De ser så gamle ud?

- De er gamle, svarede Anders. – Bonsaitræer, der bliver passet rigtigt, de lever længere end mennesker … Anders fortalte med en glød i stemmen, som Agnete ikke havde hørt før, og da lyden af en bil der svingede ind på gårdspladsen skar sig igennem deres samtale, følte hun en helt uventet skuffelse.

***

Agnete vågnede op dagen efter med en underlig rastløshed i kroppen. Hun forsøgte at bruge energien til noget nyttigt. Det blev kun til at gøre badeværelset skinnende rent, så kunne hun ikke koncentrere sig om rengøringen længere. Sådan huskede hun ikke at have haft det i en menneskealder!

Hun satte sig ved spisebordet i stuen med en kop kaffe. ”Dit gamle fjols”, sagde hun til sig selv. ”Bare fordi der opstår lidt god kemi med en mand, behøves du jo ikke at opføre dig som en hunhund i løbetid, der ikke finder ro noget sted”!

Agnete tændte sig en cigaret. Hun var holdt op med at ryge for ti år siden, men i de seneste måneder, havde hun alligevel taget en i ny og næ.

Hun fik øje på et billede af Poul og hende, som stod på klaveret, og pludselig mærkede hun tårerne i øjnene.
Sandsynligvis var det hele ikke andet end længslen efter at føle sig forbundet med et andet menneske? Anders havde vist hende en hel del opmærksomhed på det sidste, og hun var jo kun et menneske!

Der havde været et par stunder på det sidste, hvor hun og Anders havde oplevet en tæthed sammen, men Anders var en varm og venlig mand af natur, så måske lagde hun alt for meget i det?

***

Ugen gik uden de store højdepunkter. Hun gik til bankospil, og hun havde besøg af Sanne og ungerne til kaffe og hjemmebagt kage. Det var den uge.

Lørdag formiddag lå der et farvestrålende postkort i hendes postkasse fra London.

Agnete mærkede adrenalinet pumpe rundt i kroppen, da hun vendte kortet om og læste de få sætninger, som naturligvis var skrevet på spansk;

”Jeg nød dit selskab utrolig meget den anden aften. Jeg håber vi kan gøre det om snart … på lidt mere private præmisser! Anders.”

Agnete følte gulvet gynge under sig og satte sig ned i sofaen. Så havde hun haft ret! Hun havde ikke oplevet situationen forkert. Han havde nydt hendes selskab lige så meget, som hun havde nydt hans. Det var skræmmende! Hvad skulle hun nu gøre, når de sås næste gang? Hun sukkede. Dette var fremmed territorium. Hun og Poul havde været sammen i mere end 30 år. Hun havde ingen anelse om, hvordan hun skulle tackle noget sådant.

***

Torsdag eftermiddag bar Agnete rundt på en hel sommerfuglekoloni i maven, da  hun  gik  hen ad korridoren mod  klasseværelset  på  vej  til spanskundervisningen. Hun havde set den blå Mercedes på parkeringspladsen. Hun trak vejret dybt og langsomt et par gange i et forgæves forsøg på at få kontrol over sit indre. Hun kom helt bevidst lidt senere end normalt i håbet om at alle var gået ind i klassen, hvilket også var tilfældet.

Anders sad ved katederet og fortalte om sin Englandstur.  Han så op og smilede, da Agnete satte sig ned.

- Det var dejligt, du kom Agnete … så er vi her alle sammen, jeg var netop ved at fortælle om turen til London, da du kom.
Eva, holdets yngste, som altid var lidt rap i replikken fortsatte; - Ja, men du var ikke nået til Londons natteliv … fik du tid til at studere det?

Anders så venligt på hende. – Nu ved jeg jo ikke lige, hvad du tænker på, når du siger natteliv, men jeg var flere gange i teatret og jeg var da på pub hver aften, men det var faktisk en dejlig afslappet tur, hvor jeg fik tid, til alt det jeg ville … inklusiv at tænke lidt over livet, Anders holdt en lille kunstpause og så direkte på Agnete, da han fortsatte,  - og sende postkort til mennesker jeg holder af.

Hun mærkede, hvordan sommerfuglene først baskede vildt omkring i hendes mave, for derefter at ligge sig roligt og lunt tilrette. Hun smilte til ham. – Det var sødt af dig!

Der lød spredt latter i klassen, men Agnete og Anders lo ikke, de smilte bare.

- Jeg gjorde det nu ikke for at være sød, men fordi jeg havde lyst! Anders rejste sig op. – Jeg har rettet jeres oversættelse, så den sender jeg lige rundt. Han rakte stakken til Eva, som sad først for og hun sendte den videre.

Agnete læste, hvad Anders havde skrevet af kommentarer under hendes oversættelse, og pludselig vågnede alle sommerfuglene op igen.

Efter et par faglige kommentarer stod der; ”Hvad med middag hos mig klokken 19 i aften? Hvis du ikke kan eller har lyst, så skal du ikke foretage dig noget som helst. Hvis du kommer, så rejs dig og sig at du lige skal på toilettet”!

Agnete sank. Hun følte sig tør i halsen. Det måtte være den mest fantasifulde invitation, hun nogensinde havde fået!
- Anders, sagde hun og rejste sig, jeg bliver lige nødt til at gå på toilettet!

Han nikkede og smilede.

***

Agnete nippede til sit tredje glas rødvin. De havde spist en fantastisk  middag i stuen foran pejsen, og de havde grinet, så tårerne trillede over hans invitation.

- Du laver god mad ! Pebersaucen var noget af det bedste, jeg nogensinde har smagt.

- Tak, skal du have … det er dejligt at have nogen at lave god mad til!

Agnete tøvede og så sig omkring. Hendes øjne stoppede ved det lille knudrede oliventræ.

Anders tændte sin pibe. Han så på hende. – Det er længe siden, jeg har haft nogen at lave god mad til. Jeg har været alene i ti år nu. Jeg var gift indtil jeg var 48, så gik det ikke længere.

Agnete så på ham. – Blev du skilt?

Han nikkede. – Det var rædselsfuldt, men vi voksede simpelthen fra hinanden … siden har jeg været alene, bortset fra et par korte forhold.

De talte længe om tidligere ægtefæller, skilsmisse og død, men de lo også meget og Agnete mærkede, hvor godt latteren gjorde.

Anders serverede kaffe og cognac ved sofabordet og de rykkede over i sofaen.

- Jeg tror ikke, jeg skal drikke mere i aften, sagde Agnete, - jeg skal jo helst kunne køre hjem.

Anders lænede sig mod hende og tog hendes hånd. Hun lod ham gøre det.

- Jeg har overhovedet ikke lyst til, at aftenen skal slutte endnu, sagde Anders, og jeg bestiller gerne en taxi til dig, når du vil hjem … så slipper du for at bekymre dig om promillerne.

Agnete sukkede og så vurderende på ham.

- Åh gud, det blik! Anders kneb øjnene sammen. – Jeg føler det, som om jeg er oppe til eksamen. Du er censor, og du har endnu ikke besluttet om jeg har bestået eller dumpet!

Agnete lo og strakte hånden frem og strøg ham nedover kinden og skægget. – Du har bestået, svarede hun stille.

Anders åbnede øjnene og sukkede dybt og lettet. De sad længe og så på hinanden, så kyssede han hende og ethvert forbehold, der havde været i Agnete, forsvandt på magisk vis. Tiden stod stille og glæden piskede rundt i hendes krop.

- Du er så dejlig!  Anders så på hende og strøg hende over håret. – Og jeg kan næsten ikke vente med at aflevere din næste rettede oversættelse, jeg har så mange kommentarer, jeg brænder efter at fortælle dig!

De holdt om hinanden og lo så Agnete fik tårer i øjnene.

- Jeg kan da ikke blive ved med al den renden på toilettet, fik hun fremstammet, halvkvalt af latter.

***

Det var en smuk morgen i Anders’ landkøkken. De fik kaffe, juice, blødkogte æg og varmt brød fra ovnen. Solen skinnede ind gennem ruden og Agnete følte sig  som en ung pige igen, som hun sad der i Anders’ morgenkåbe  og mærkede glæden boble indeni.

De holdt hinanden i hånden og havde de mest tåbelige smil på læberne, hver gang de så på hinanden.
- Kom, sagde Anders, og tog hendes hånd.

Agnete rejste sig og fulgte med ham ind i stuen. Han trak hende hen til det lille oliventræ.

- Det her træ, sagde han, - kan overleve os begge to, hvis vi passer det rigtigt. Han løftede bonsaitræet op i begge hænder og rakte det til Agnete.

- Det er til dig!

Agnete bare så på ham. – Det kan jeg ikke tage imod!

- Selvfølgelig kan du det, sagde Anders mildt. – Du bliver nødt til at invitere mig hjem, så du kan lære at passe det rigtigt … og desuden kan du betragte det, som en slags lån.

Agnete lagde hænderne omkring bonsaifadet … ovenpå Anders’ hænder. – Hvad mener du med ”et slags lån”?

Anders så alvorligt på hende. – Jeg håber, at både du og træet en dag vender tilbage … for at blive, svarede han.

*****
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Februar 2006
Solkysten - Februar 2006

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga