Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Ta’ hvad du vil ha’!
Skrevet af Solkysten
Hun måtte bare have ham !
Det værkede og dunkede i hver eneste celle i kroppen ...
... som en sygdom, men det var ikke influenza !
Der fandtes ikke en pille i hele verden, som kunne dulme den sødmefulde smerte, der havde erobret magten over Lines krop.

"Joe". Hun smagte på hans navn. Det gav associationer i retning af en amerikansk he-man.
Det med det amerikanske var rigtig nok; Joe var amerikaner, men resten var helt hen i vejret.
Line nippede til sin pebermyntete. Hun ville nærmere beskrive ham som en gensplejsning bestående af de bedste elementer fra Bruce Springsteen, en indisk guru og en græsk gud.

Duften af æterisk olie skabte sammen med lyden af New age musik en ro i rummet, som gjorde Lines blafrende længsel mere mærkbar. Hun sukkede dybt.

Hun havde kursuscenterets café for sig selv. De andre kursister deltog i aftenens aktiviteter. Hun burde selv have været til kropsmassage lige nu, men trangen til at sidde alene, med den flodbølge af følelser, der rullede igennem hende, var overvældende.

Når alt kom til alt handlede dette kursus jo netop om at lære sine behov at kende, at mærke sine følelser og - ikke mindst - at turde handle. Assertionstræning hed det med et fint ord. Joh, hun skulle lige love for, at hun var kommet i kontakt med sine behov !

****

Line havde været på kursus hos Joe før, men det var ligesom første gang, hun rigtigt havde fået øje på ham. Eller var det mon omvendt ? Var det fordi Joe så hende, at hans ord fik Line til at føle sig "rigtig" - fik alting til at føles "rigtigt" ?

Pludselig blev Joes latter til prikkende glæde i Line, og hans blotte tilstedeværelse hensatte hende i ren salighed.

I frokostpausen tidligere på dagen var de kommet til at sidde overfor hinanden, hvilket ikke i sig selv var nogen "happening". Der skete så mange vigtige ting i verden, som burde gøre langt større indtryk på hende, men ingen af de seneste avisoverskrifter eller tv-nyheder syntes tilnærmelsesvis at have samme effekt på Line, som det, der skete på kursuscenteret lige efter hun havde spist sine tapas.

De havde begge været tavse, og alligevel var det, som om de førte en dyb, ordløs dialog. På et tidspunkt kunne Line ikke rumme mere opbygget energi. Hun rakte over bordet og lagde sin hånd på Joes.

- Ved du, hvor meget jeg holder af dig? Spurgte hun, imens hendes adrenalinproduktion nærmede sig et farligt højdepunkt.

Joes blå øjne smilede.

- Jeg har bemærket, svarede han på bredt amerikansk, - hvordan vi har det med hinanden.

Orgasmeagtige eksplosioner vibrerede gennem Lines krop i den efterfølgende stilhed. Tiden syntes at være gået i stå. Det havde været så flot. Hun var ligesom faldet ud over afgrunden med sin tilnærmelse, og havde hængt der i fri luft, vibrerende af rædsel over sig selv, da Joe halede hende sikkert i land med sit "vi".

Line var ham inderligt taknemmelig, men hun var også forvirret.

Hvorfor handlede han ikke ? Hvad nu, hvis der ikke skete mere ? Der var kun to dage tilbage af kurset. Hun kunne umuligt rejse hjem i den her "influenzaagtige" tilstand.

****
Cafeen fyldtes langsomt med skridt, stemmer, skramlen og latter; aftenens arrangementer var overstået.
Line så Joe hente en kop kaffe ved disken. Hans blik søgte hendes et kort sekund og sendte ildkugler gennem hende, før han igen forlod cafeen.

Hvorfor kom han ikke hen og satte sig ned? Hvorfor gjorde han ingenting ? Line pustede tungt ud. Og hvorfor havde hun ikke vinket ham over til sit bord?

Hun var helt ude af vane med at kurtisere. Det var et sprog, hun ikke havde talt længe. I to år, for at være præcis, havde mænd ikke interesseret hende. Forkert! "Mænd" var en generalisering. Sandheden var, at Line ikke havde mødt én eneste mand, der kunne få hende til at tænde siden bruddet med Henning.
- Nåh, der sidder du og gemmer dig, brummede Holger og satte sig overfor Line. - Og jeg, der havde glædet mig sådan til at give dig massage - over det hele, tilføjede han med et frækt glimt i øjet.

Lines ansigt lyste op i et smil. Hun kunne godt lide Holger. Hun følte sig godt tilpas i hans selskab.
- Jeg var ikke rigtig oplagt til massage, undskyldte Line.

Holger løftede øjenbrynene. - Man kan godt høre, du ikke har været i mine kyndige hænder før, sagde han drillende. - Skal det forstås sådan, at der er en andens hænder, du hellere vil behandles af?

I mindre end et sekund gled en bekræftende grimasse over Lines ansigt, så havde hun igen fuld kontrol over sit kropssprog, men Holger var ikke let at løbe om hjørner med.

- Aha, hvislede han sigende, - nåh, det er sådan fat … er det én, jeg kender ?

- Åh Holger, hold nu op, lo Line og forsøgte af alle kræfter at fjerne det fjogede udtryk, hun kunne mærke stråle ud fra sit ansigt.

Holger nikkede humoristisk. - Uh-ha-da-da-da … Det ser slemt ud.

Line gemte ansigtet i sine hænder i et forgæves forsøg på at kvæle et latteranfald.

Holger trommede med fingrene på bordet. - Yes, det kræver behandling det her. Han kneb øjnene sammen og talte nærmest til sig selv. - Lad mig nu se, diagnosen burde være rimelig let stillet … det er fordelen ved de her kurser; der er ikke ret mange mænd.

Line nippede til sin te. Hun havde genvundet fatningen. - Drop det, Holger, svarede hun tørt.

- Er det Simon? Nix! Han er ikke din type, fortsatte Holger ufortrødent.

Line tændte en cigaret. Hun vidste godt, at det ikke var velset der på stedet, men hun havde virkelig brug for det lige nu.

- Frederik er for ung og usikker, Bent er for kantet … og da jeg åbenbart ikke er den udvalgte, Holger holdt en lille kunstpause, - Så har vi her et klassisk tilfælde af "Joe-itis"!

****

Line fik røgen i den gale hals. Hun skiftevis hostede og spruttede af grin. Holger lagde en hånd på hendes skulder. - Bare rolig min tøs, det er ikke dødeligt. Det går altid over … på den ene eller anden måde.

- Hold nu kæft, Holger, hvinede Line.

- Nu skal du bare have lagt en behandlingsstrategi, messede Holger uanfægtet videre, - men den er jo lidt afhængig af, hvor fremskreden sygdommen er . . .

- Holger, afbrød Line hjælpeløst, - jeg er midt i trediverne, men jeg føler mig pludselig som en kejtet skolepige, hun sukkede - jeg må bare ha’ ham!

Holger lagde Karl Smart på hylden, så strøg han Lines røde, viltre hårpragt og smilede, - Så ta’ ham, min pige!

Line slog ud med hænderne. - Hvordan?

Holger lo. - Du finder nok på noget.

Line så tvivlende på ham. Holger rystede på hovedet. - Ved du virkelig ikke, at du ka’ få lige, hvad du vil ha’ … du skal bare række ud efter det ?

****
Line befandt sig i en ekstatisk tilstand, da hun senere stod foran spejlet på badeværelset og frotterede sin nyvaskede krop.

Du ka’ få, lige hvad du vil ha’… du skal bare række ud efter det!

Holgers hypnotiske sætning rungede som et ekko i hende, imens hun masserede sine lange slanke ben med bodylotion.

Line havde set Joes dør stå på klem på sin vej til badeværelset. Han sad bøjet over computeren. Hun lukkede øjnene og genkaldte sig synet af hans mørke hår. Hun havde følt en næsten uimodståelig trang til at lade fingrene glide igennem det . . . og videre nedover Joes smukt formede overkrop. Line blev varm ved tanken.

Hun gned parfume i sine armhuler, bag ørerne og på forsiden af håndledene, inden hun iklædte sig sin kinesiske silkekimono og nød den glatte fornemmelse af silke mod nøgen hud.

****
Line var tør i halsen. Hun stod i døråbningen ind til Joes værelse. Hendes hjerte hamrede som en afrikansk tromme, idet hun forsigtigt skubbede døren til og lydløst bevægede sig over det klinkebelagte gulv på bare velplejede fødder.

Blidt lod hun hænderne glide over Joes skuldre og ned på hans bryst.
I en flig af et sekund stivnede Joe, men Line mærkede hvordan hans muskler gradvist slappede af under hendes berøring.

- Det er bare mig, hviskede hun og trak vejret stødvist.

- Det ved jeg godt. Din parfume afslører dig, svarede Joe stille og lagde tøvende sine to varme hænder over hendes.

Der var ingen fortid, ingen "i morgen" … intet. Kun et pulserende nu. - Jeg har lyst til dig, hviskede hun. Det suste for hendes ører.

Joe drejede rundt i kontorstolen og fik behændigt placeret Line på sit skød. - Jeg føler mig meget tiltrukket af dig, svarede han hæst, men . . Joe tøvede, - jeg synes ikke, det er særlig smart at mikse kursus og …
- Jeg melder mig ud lige på stedet, spandt Line og bed Joe i øreflippen.

- Du har heller ikke brug for flere kurser, lo Joe hjerteligt, - jeg har sjældent set en kursist give udtryk for sine behov på en så direkte og charmerende måde.

Line lagde en finger på Joes læber. Hun holdt hans blik fast, imens hun langsomt bevægede fingeren ned over hans daggamle skægstubbe og videre ned til første skjorteknap, som også føjede sig velvilligt efter Lines ønsker.

****
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Marts 2006
Solkysten - Marts 2006

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga