Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Lynn Halliday, der spiller hovedrollen som Nora, sammen med instruktøren Henrik Hagensen.
Lynn Halliday, der spiller hovedrollen som Nora, sammen med instruktøren Henrik Hagensen.
Fuengirola hylder Ibsen
Skrevet af Solkysten
En af verdens største dramatikere døde for hundrede år siden.
Nordmændene har udråbt 2006 til Ibsen-året, og overalt i verden spilles Henrik Ibsens værker i år mere end nogensinde. Den danske skuespiller og instruktør, Henrik Hagensen, har taget initiativ til, at den store dramatiker også hyldes i Fuengirolas Salon Varietes teater.

Her opføres det mest kendte Ibsen-drama ”Et Dukkehjem” på engelsk fra fredag den 21. april til tirsdag den 25. april. Instruktøren Henrik Hagensen har sikret sig nogle af teatrets bedste skuespillere til denne produktion, idet alle de implicerede har stor professionel erfaring.

Publikum kan glæde sig til at opleve Lynn Halliday i rollen som Nora, mens hendes mand Torvald Helmer spilles af David Vincent. Ana Atteck, Dorothy Clarke, Stephen Tomlinson og Stephen Burns samt to charmerende børn fuldender den flotte besætning.

”Et Dukkehjem” blev uropført på Det Kongelige Teater i København i 1879 som et forsvar for kvindernes rettigheder. Emnet var usædvanligt og skabte sensation i samtiden. Siden har forholdene ændret sig. Vi ser anderledes på samlivets betingelser i dag, men ”Et Dukkehjem” fascinerer stadig et moderne publikum, fordi det ligesom de gamle græske dramaer handler om nogle grundlæggende træk i menneskers forhold til hinanden.

Faktum er jo, at det stadig diskuteres, om Nora handlede rigtigt ved at forlade sin mand og børnene. Udover hovedpersonernes besættende historie rulles andre skæbner op i stykket: Husholdersken, der ikke havde råd til at beholde sit eget barn. Doktoren, der har syfilis og er håbløst forelsket i Nora. Og Noras veninde, der kommer uventet på besøg for at gense sin gamle kærlighed, kreditoren – et møde, der udvikler sig med en lykkelig slutning.

Ny version
”A Doll’s House” opføres på Salon Varietes i en ny version af Samuel Adamson, der har redigeret en smule og forkortet en del i Ibsens originale tekst.

Hans arbejde er fuldt ud tro mod Henrik Ibsen, forsikrer Henrik Hagensen, idet Adamson blot har tilstræbt at historien skal virke stærkere på nutidens mennesker. Selv om forestillingen stadig foregår på Ibsens tid, har Henrik Hagensen desuden udarbejdet en enkel og nutidig scenografi.

Den Norske Skole på Costa del Sol er involveret i produktionen, dels som led i undervisningen, dels fordi instruktøren fandt det rigtigt at sætte et norsk stempel på forestillingen, som også krydres med nyere norsk musik.

Henrik Ibsen var fantastisk produktiv og skrev andre kendte stykker som ”Peer Gynt”, ”Vildanden”, ”Gengangere” og ”Hedda Gabler”. På en virkelig god hjemmeside, www.ibsen.net, finder man i øvrigt alt, hvad der er værd at vide om Ibsens liv og værker.

Billetterne til forestillingen på Salon Varietes i Fuengirola koster 10 euro. Billetkontoret er åbent hverdage fra 10.30 til 13.30, og telefonnummeret er 952 47 45 42.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2006
Solkysten - April 2006

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga