Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Arresødal Privathospital er indrettet i generalmajor Johan Frederik Classens gamle slot ned til Arresø ved Frederiksværk.
Arresødal Privathospital er indrettet i generalmajor Johan Frederik Classens gamle slot ned til Arresø ved Frederiksværk.
Gammelt slot bliver privathospital
Skrevet af Solkysten
Nærhed til patienten, omsorg tilpasset hver enkelt og hospitalsophold, som i det hele taget skal være i særklasse...
... er målet og eksistensberettigelsen for det nye Arresødal Privathospital ved Arresø i Nordsjælland.
I slutningen af januar tog hospitalet imod sine første patienter, og fra starten er der satset højt: Arresødal er allerede et privathospital med godt 30 speciallæger, nyindrettede klinikker med det mest moderne teknologiske udstyr og et patienthotel, hvor såvel patienter som pårørende kan indlogere sig. I løbet af foråret står første etape af hospitalets sengeafsnit klar, og udbygningen fortsætter til man når målet om i alt 30 sengepladser.

Hospitalets administrerende direktør Morten Dybkjær fortæller, at det er en grundfilosofi på stedet, at man skal tage sig af hele patienten – ikke blot af sygdommen.

”Vi lægger afgørende vægt på, at patienten lige fra den første behandling føler sig set, hørt og forstået af de læger og sygeplejersker, der står for behandlingen, og at patienten har størst mulig indflydelse på sin egen behandling,” siger han.

Som en direkte konsekvens deraf har patienten sin egen faste læge og en fast stab af plejepersonale, og hverdagen indrettes efter den enkeltes livsrytme uden fast senge- og spisetid.

”Mange patienter er jo tilfredse med den faglige behandling i det offentlige sygehusvæsen. Men de savner sammenhæng og nærhed, og det kan vi tilbyde. Fagligt er vi ikke bedre end det offentlige – bare lige så gode. Og så har vi alt det andet, som er afgørende for at komme godt og hurtigt igennem et sygdomsforløb,” siger Morten Dybkjær.

Arresødal Privathospital er blevet til på initiativ af ægteparret Anette og Carsten Følsgaard, som begge har rødder i Nordsjælland. Parret har haft det som livsdrøm at skabe det ultimative hospital, hvor patienten ikke alene får en god faglig og ligeværdig behandling – men også en oplevelse med hjem.

”Vi skal gøre, hvad vi kan for at forsøde patienternes hverdag her. De skal inspireres til at gå ud og prøve den nye hofte eller det nye knæ i de smukke omgivelser udenfor, og de skal fristes til at smide slåbrokken og komme over i restauranten og spise et godt måltid,” forklarede Carsten Følsgaard ved hospitalets åbning i januar.

Fokus på livsstil
Foruden egentlig sygdomsbehandling satser Arresødal Privathospital målrettet på forebyggelse af livsstilssygdomme og vejledning om sund levevis. Hospitalet rummer et livsstilscenter, hvor læger, fysioterapeuter og diætister yder personlig vejledning til såvel patienter som til raske mennesker, der ønsker at forbedre deres livsstil.

”Et godt helbred kommer jo ikke af sig selv. Men mange livsstilssygdomme kan forebygges, hvis man ved, hvad man skal forebygge og hvordan. Det er den enkle idé bag vores livsstilscenter,” fortæller Morten Dybkjær.

En behandling i livsstilscentret indledes med en helbredsundersøgelse og en helbredssamtale og munder ud i en sundhedsvurdering og en personlig handleplan, når alle faktorer er belyst. Dermed er patienten godt rustet til at tage vare på sig selv.

Spørger man Morten Dybkjær, om ikke et ophold på Arresødal Privathospital blot er for mennesker med meget tykke tegnebøger – og langt udenfor rækkevidde for alle os, der plejer at bruge det offentlige sygehusvæsen, siger han, at sådan er det ikke tænkt:

”Vi skal være et supplement til det offentlige, og en god samarbejdspartner, hvis der er brug for det. Vi lever op til alle krav om kvalitetssikring, som stilles, for at det offentlige kan henvise patienter til os. Derudover modtager vi patienter fra forsikringsselskaberne og patienter, der ønsker behandling med tilskud fra Sygeforsikringen Danmark. Så jeg tror bestemt, at rigtig mange kan få fornøjelse af Arresødal,” siger han.

Mere information om Arresødal Privathospital kan man finde på www.arresoedal.dk

Anne Meiniche


På Arresødal Privathospital møder patienten altid den samme læge og det samme plejepersonale. Det er kernen i det individuelle patientforløb, som er grundlaget for det nye privathospital.
På Arresødal Privathospital møder patienten altid den samme læge og det samme plejepersonale. Det er kernen i det individuelle patientforløb, som er grundlaget for det nye privathospital.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2006
Solkysten - April 2006

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga