Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Wilhems Tænder
Skrevet af Solkysten
Wilhelm sad krumbøjet på sin sædvanlige plads i lædersofaen ved fjernsynet, da Pernille gik igennem beboernes dagligstue mod køkkenet.
Klokken var fem minutter i otte, og nu skulle hun i gang med morgenbakkerne.
- Er du okay, Wilhelm? Pernille registrerede en slags panik i Wilhelms øjne.

- Nejjj! Jeg er ej! Han så mildest talt misfornøjet ud, nærmest vred.

- Wilhelm, jeg er på vej ud for at lave din morgenmad nu … faktisk møder jeg først klokken otte.

- Det’ sgu ikke morgenmaden, der generer mig, vrissede Wilhelm med sin iørefaldende københavnske dialekt, - jeg er skam vant til at vente.

Pernille satte sig på sofaen ved siden af ham. – Jamen, hvad er det så?
- Jeg kan ikke finde mine tænder … jeg havde dem i går, men nu er de væk!
- Dine tænder, gentog Pernille lidt fjollet, nærmest for at vinde tid, mens hun fik kontrol over latteren. Nu så hun faktisk, hvor indfaldne Wilhelms kinder var. – Du mener; dit gebis?

- Kald det hva’ du vil … dem jeg tygger med for pokker!
Jeg ved, hvad du mener, sagde Pernille og lagde sin hånd på hans arm. – Men hvor plejer du at lægge dine tænder, når du tager dem ud?

- Øh, Wilhelm strøg sig over sin 80-årige, skaldede isse. – Plejer og plejer … normalt pakker jeg dem ind i en serviet og lægger dem i kurven på min rollator.

Pernille rejste sig og kiggede ned i den sorte metalkurv forrest på rollatoren. Der lå mindst en 20-30 sammenkrøllede hvide papirservietter i kurven.
- Wilhelm, hvad bruger du alle de servietter til?
- Bruger og bruger? Tja? De er go’e at ha’ … de kan bruges til mange ting.
- Muligvis, svarede Pernille, - men ikke til at pakke tænder ind i! Du burde lægge dine tænder i et glas vand på natbordet eller på toilettet, så du ved, hvor du har dem.
- Jeg ved skam godt, hvor jeg har dem. De ligger altid pakket ind i en papirserviet i min kurv eller på natbordet. Wilhelms stemme var krigerisk nu. – Problemet er, at nattevagten går og roder i ting, der ikke kommer hende ved.

- Hvad mener du?
- Hun rydder op, og hun smider væk … og nu har hun sikkert smidt mine tænder væk. Wilhelm rystede på hovedet og vendte det hvide ud af øjnene.
Pernille lo. – Nej, nu må du holde op Wilhelm, hvorfor skulle hun dog smide dine tænder væk?
Wilhelm så på hende, som om hun overhovedet ikke havde fattet noget.
- Fordi hun har smidt alle papirservietterne på mit natbord ud. Desperationen lyste ud af hans øjne, da han fortsatte råbende: - Og i ’en af de servietter, lå mine TÆNDER!

*

Pernille hældte kogende vand over Wilhelms kinesiske teblade i den lille hvide tepotte. Et stykke ristet brød med appelsinmarmelade, et glas appelsinjuice, en citronyoghurt med mysli og naturligvis den kinesiske te; så var Wilhelms morgenbakke klar. Så skulle hun bare lige tjekke at hans tabletter var i pilleglasset, Det var de.

Hun bar bakken ind og placerede den på det lille sofabord. – Værsgo, så er der morgenmad.
- Ih, mange tak, svarede Wilhelm ironisk, men hvordan skal jeg kunne tygge ristet brød uden tænder?
- Start med yoghurten, svarede hun, - så tjekker jeg skraldet imens.

*

Pernille tog hvide plastikhandsker på og tømte skraldespanden i medicinrummet systematisk over i en sort affaldssæk. Der var ingen hvide papirservietter og heller ingen tænder!
Der var altså ingen vej udenom. Nu måtte alle skraldespandene gås igennem på samme måde. Ikke ligefrem en lækker tanke, men det måtte gøres, men først morgenbakke på sengen til Agnes. Hun fik den altid ved halv ni tiden.

Ingen medicin til Agnes. Syvoghalvfjerds år og småalkoholisk … men medicinfri. Et stykke ristet brød med ost og marmelade, en yoghurt naturel og kaffe med mælk i.

Agnes sad op i sengen, da Pernille kom ind. Hun brugte sit eget sengetøj, og i modsætning til plejehjemmets kridhvide sengetøj, så var hendes spraglet og i stærke farver, akkurat som malerierne på hendes vægge.

- Nej, kommer du der? Det var dejligt. Agnes svingede benene ud over sengekanten og klappede på sit natbord. – Bare sæt den der. Og hvis du så lige vil være sød at tage det glas med. Hun pegede på et tomt glas med bordeauxfarvede rander efter den forgangne nats rødvin.

- Gud, jeg har helt glemt Erik på grund af Wilhelms tænder, sagde Pernille, mens hun satte bakken fra sig på natbordet og tog det brugte rødvinsglas med højre hånd.

Agnes kneb øjnene i og åbnede dem igen. – Wilhelms tænder? Har han tandpine den stakkels mand?
- Nej, lo Pernille og satte Agnes ind i situationen.

- Det var dog forfærdeligt, sagde Agnes og tav et øjeblik, inden hun fortsatte; - Det kan jo også være en af hundene, der har taget det!

Ikke en helt utænkelig tanke. På Casa Kaos havde de for tiden seks hunde. Alle som en var hjemløse hunde, der blot var hoppet over hegnet og nærmest usynligt var gledet ind i husholdningen. Til glæde for nogen beboere og til stor ærgrelse for andre … men fakta var, at der ofte lå en hjemmesko eller et par underbukser under en af de store palmer i parken, og de var ikke landet der af sig selv.

*

En yoghurt naturel, et glas appelsinjuice, et stykke rugbrød med ost, et stykke ristet brød med appelsinmarmelade og sort kaffe med to teskefulde sukker. Pernille havde gjort det så mange gange, at hun næsten kunne gøre det i søvne. Pillerne til hans Parkinson var i glasset. Hun skyndte sig ind i spisestuen, hvor Erik altid tronede alene hver morgen. Han sad tålmodigt og ventede og var høfligheden selv som altid.

- Du må undskylde, Erik, men der har været så meget postyr omkring Wilhelms tænder, så jeg helt havde glemt din morgenmad.

Erik nikkede venligt til hende. – Jamen nu er du her jo, så er alt godt.
Det var det. Han ejede ikke for fem øre nysgerrighed. Altid korrekt og særdeles flematisk. Ikke ét spørgsmål om Wilhelms tænder.

*

Pernille fik fat i María, den spanske rengøringshjælp, og i fællesskab gennemgik de to sorte plasticsække, som stod uden for køkkendøren. Pernille vrængede næse. Der var ca. 35 graders varme og her stod de og rodede med brugte engangsbleer og andet toiletaffald.

- Madre mía! Udbrød Maria med en humoristisk gestus og trådte demonstrativt et par skridt væk fra stanken, imens hun holdt sig for næsen.

Pernille knækkede sammen af grin, og de lo begge, så de fik tårer i øjnene. Men i affaldet fra blespandene fandt de ikke Wilhelms gebis.

Hun vaskede sine hænder godt, da hun kom tilbage i køkkenet, for nu gjaldt det den pensionerede diplomats morgenmad.

Cristian sad i sin kørestol ved pianoet med et lille rullebord foran sig. Han indtog sin morgenmad præcis der hver morgen og helst til præcis samme tid.

Pernille satte bakken på rullebordet og modtog et anerkendende lille nik, fordi hun havde husket det rigtige glas til hans appelsinjuice. Han krævede et specielt stort glas, da han ellers ikke havde plads til næsen, når han drak ... det påstod han i hvert fald! Desuden fik han altid et stykke ristet brød, ristet på max tid, med appelsinmarmelade og uden smør, samt en kop te.

- Helt perfekt ... og præcis på minuttet. Tak skal du have.
- Det var så lidt, svarede Pernille venligt og styrede mod køkkenet, imens hun repeterede næste morgenbakkes indhold for sig selv.

- Har du fundet mine tænder? Råbte Wilhelm efter hende.
Hun vendte sig om mod ham. - Nej det har jeg ikke Wilhelm, men jeg har været flere af affaldssækkene igennem uden held. Jeg har ikke givet op endnu...

Wilhelm så trist ud. – Vi finder dem ikke! Sidste gang det skete, fandt vi dem heller ikke ... og det koster sgu 3.000 kroner for nogle nye....

- Sidste gang? Mener du, at det er sket før?
- Jah da ...! Og dengang måtte jeg stort set leve af blended mad i to uger, mens jeg fik lavet nogle nye. Han rystede resigneret på hovedet. – Man kan heller ikke have noget i fred på det her sted!

*

Pernille gik køkkenvejen ud gennem Casa Kaos’ parklignende have med Karens bakke. Ja egentlig hed stedet jo ikke Casa Kaos, det var blot et øgenavn beboerne og medarbejderne kaldte det. Ejeren havde kaldt det Casa Clara efter sig selv.

Karens morgenbakke var beskeden; et glas koldt mælk, en kop te og et enkelt stykke ristet brød med ost. Hun boede i et af de små huse ude i parken, hvilket var dybt godnat, eftersom hun var senil og ikke engang kunne bruge tilkaldeknappen på sengen, men der var ikke andre værelser ledige lige nu.
- Godmorgen Karen, sagde Pernille meget højt på vej ind ad døren og ledte efter Karen i sengen.
- Godmorgen, det var på tide, lød en lille spids stemme nede fra gulvet.

Pernille satte skyndsomt bakken fra sig. – Jamen Karen, er du nu igen faldet ud af sengen? Pernille betragtede den skelettynde, gamle dame, der halvvejs lå og halvvejs sad, kun iført sin grønne engangsble, på gulvet.

Karen rystede på hovedet. – Selvfølgelig er jeg ikke faldet ud af sengen, vrissede hun, - jeg er bare ved at stå op.

Pernille smilede. – Jamen Karen, du kan jo ikke gå mere, du sidder jo i kørestol af samme grund.
Karen fik et underligt fjernt udtryk i øjnene. – Kan jeg snart få noget morgenmad, sagde hun vredt.
Pernille tog fat under begge hendes arme og løftede hende op på sengen. Det knagede, som om knoglerne var lige ved at gå fra hinanden ... hvad de sandsynligvis også var.

- Selvfølgelig kan du det, jeg skal bare lige have sat dig godt til rette. Hun stoppede puder rundt om ryggen på hende og trykkede på knappen, der rejste madrassen op i siddende stilling. – Sådan. Pernille skubbede rullebordet hen til sengen og placerede bakken på bordet.

Karen betragtede bakken med et forvrænget ansigt. – Det har jeg ikke bestilt! Kan I da ikke finde ud af noget som helst her? Vil du være sød at hente menukortet? Karens stemme lød pludselig meget bestemt og formelt, en lidt underlig kontrast til hendes benede, nøgne krop og hendes uredte, strittende hår.
Pernille betragtede hende spørgende. – Jamen søde Karen, vi har ikke noget menukort...
- Sikke et hotel! Jeg har da aldrig kendt mage til uproffesionel service!

Pernille satte sig ved siden af hende i sengen og tog hendes hånd. – Karen, det her er jo ikke noget hotel, det er Casa Clara, det plejehjem du bor på i Spanien.

Der gled ligesom en tåge for øjnene af Karen og derefter en selvironisk grimasse henover hendes ansigt, så sagde hun med spag stemme; - jeg vil alligevel gerne have et blødkogt æg.

- Det laver jeg til dig, sagde Pernille og kyssede hende på kinden - der går nok lige 10 minutter.
Tilbage i køkkenet gjaldt det nu Annas morgenmad. En kop te med mælk, et glas iskoldt vand og en yoghurt naturel med en smuldret sukkerfri småkage i. Anna havde sukkersyge og hun sad i kørestol. Hun var faldet temmelig meget af på den på det sidste, så hun måtte mades.

- Hej Anna, råbte Pernille, idet hun satte bakken fra sig på et rullebord. Anna var ganske tunghør, og oftest måtte man bøje hovedet helt ned til hendes øre og råbe til hende.

Anna smilede sødt. – Næh, er du kommet hjem, udbrød hun så.
Pernille var ikke helt sikker på, hvem Anna troede hun var, så hun nøjedes med at nikke. Hun trak en stol hen til Anna og begyndte at skovle youghurt ind i munden på hende. Anna var næsten rørende i hendes måde at holde øjenkontakt på under madningen, og hun havde nogle meget levende øjne.
Pludselig blev hun urolig og hendes øjne flakkede rundt. Hun kneb munden sammen og ville ikke have mere mad.

- Lotte! Lotte! Hvor er Lotte? Råbte hun.

Pernille kiggede over i sofaen til Wilhelm, som rystede opgivende på hovedet. – Hvem er Lotte? Pernille formede sit spørgsmål til Wilhelm med overdrevne, tydelige mundbevægelser, men næsten uden lyd.
Wilhelm vendte det hvide ud af øjnene. – Det er mig, svarede han humoristisk opgivende.
Pernille lo. – Hvorfor kalder hun dig Lotte?

Wilhelm trak på skuldrene. – Hvorfor gør Anna, som hun gør?

- Er der mere mad? Annas stemme lød utålmodig nu, så Pernille skyndte sig at give hende en skefuld yoghurt til.

- Du kan godt tage min bakke med, når du går ud i køkkenet igen. Jeg kan ikke spise noget uden tænder, og det ristede brød er blevet koldt og kedeligt, sagde Wilhelm. – For du har vel ikke fundet dem, vel?
- Nej, svarede Pernille, ikke endnu, men vi har da stadig lov at håbe...
Wilhelm rystede på hovedet. – Nej, jeg må nok indstille mig på en tur til tandlægen ... og blended mad i en menneskealder!

*

Pernille fik gennemgået de sidste affaldssække ind imellem serveringen af yderligere nogle morgenbakker, men uden nogen gevinst.

Nu manglede hun bare Ragnhilds morgenbakke, men den var altid den værste.

Ragnhild var et kapitel for sig. Hun vidste alt, og hun havde prøvet alt! De første beretninger om hendes næsten 60-årige lange ”stjerne-karriere” for en stor dansk landsdækkende avis, var helt imponerende, og Pernille havde lyttet med store ører og polypper. Det var faktisk først ved den tredje hårrejsende fortælling, om Ragnhilds mange år som læge i Afrika med speciale i tropesygdomme, at Pernille begyndte at undre sig. Hun havde sagt; ”du burde skrive bøger med alt det, du har oplevet”, hvortil Ragnhild svarede, at hun skam havde skrevet et utal af bøger ... blandt andet om hendes lange topkarriere som mannequein. Det var lidt vel meget at have nået i ét liv, for indtil nu havde hun fortalt Pernille om sin tid som stjernereporter, jurist, speciallæge i tropesygdomme, forfatter og topmannequin.

Historierne, som såmænd kunne være strenge nok at lægge øre til dag efter dag, blot fordi man var et høfligt, lyttende menneske, var ikke det værste i forbindelse med morgenmaden. Nej, det var Ragnhilds fuldstændige forudsigelige uforudsigelighed. Hvis man kom med kaffe, kunne man næsten være sikker på, at blive sendt tilbage til køkkenet med besked om at Ragnhild aldrig drak kaffe. Kom man uden kaffen, ja så var det næsten 100 procent sikkert at Ragnhild ville spørge efter sin kaffe. Det var umuligt at vinde. Hvis Pernille gjorde hende opmærksom på, at hun jo netop i går havde sagt, at hun aldrig drak kaffe, så ville Ragnhild svare, at det havde hun aldrig sagt.

Pernille tørrede sveden af panden med en hvid papirserviet. Det var sindsygt varmt. Hun smurte tre stykker ristet brød med smør og skar tykke skiver skinke, som hun lagde på to af brødskiverne. Det sidste stykke skulle være med ost. To skefulde sukker og kaffe i en suppetallerken. Ragnhild nægtede at drikke kaffe af andet, og hun ville ikke se hvide tallerkner for sit blik. Hun spiste altid af en gyselig blomstret metaltallerken, som hun selv havde haft med. Bestik skulle der heller ikke være noget af. Ragnhild brugte kun sit eget .... af hygiejniske årsager, selv om guderne skulle vide, at hvis noget var uhygiejnisk, så var det Ragnhilds bestik, som formodentlig ikke engang vidste, hvad en opvaskebørste var for noget.

Pernille tog turen gennem haven igen og var først ved at snuble over en af hundene, så kaffen skvulpede over, dernæst kom endnu et af de store gadekryds netop op af poolen og rystede hele sin pels tør på Pernille. Sådan føltes det i hvert fald.

- Chico! Nej! Sit!
Hunden så skuffet på hende, hvorefter den luskede af.
Godt. Nu skulle hun bare lige have overstået Ragnhild, så var hendes korte morgenvagt slut, og det trængte hun til efter fire dage i rap med lange vagter.

I vindueskarmen, uden for Ragnhilds dør satte hun kaffen, inden hun bankede på.
- Åh hold op med det banken på, du kan jo bare gå ind ... pigebarn!

Pernille trak vejret dybt. – Så er der morgenmad, sagde hun og rakte Ragnhild metalrædslen.
- Ja, se nu behøver det jo ikke at fylde så meget. Jeg har ikke plads til en stor tallerken på bordet. Ragnhild klaskede de tre stykker brød ovenpå hinanden og tog den hvide papirserviet med den anden hånd. Hun lagde servietten på bordet og smed maderne ovenpå. – Når man har arbejdet i troperne, så er man vant til at leve på feltfod, sagde hun barskt, men så knækkede hendes stemme over og blev lille, skrigende og skinger. – Jeg har så forfærdelige smerter i benene. Det er ikke til at holde ud. Hvorfor skal Ragnhild dog lide sådan? Hun satte sig og kiggede intenst på Pernille med sit martyrblik. – Jeg kan ikke mere ... Jeg vil ikke mere .... Hun kiggede op mod loftet. – Kære lille far og mor, hvem skulle have troet at Ragnhild skulle ende sådan ... med så ufattelige smerter? Ragnhilds stemme blev pludselig almindelig igen. – Vi siger ikke mere ... Hvor er min kaffe?

Pernille smilede sukkersødt. – Jamen kæreste Ragnhild, du plejer jo at sige, du aldrig drikker kaffe?
Ragnhild kneb øjenbrynene lidt sammen og svarede brydsk; - Det har jeg aldrig sagt.

- Så var det da godt, at jeg tog kaffe med til dig alligevel, svarede Pernille ironisk og trådte ud gennem døren og tog kaffen i vindueskarmen.

Ragnhild blev helt stille og tam.
- Nå, ja, men så er alt jo godt, sagde hun bare monotont og stirrede tomt frem for sig med et par øjne, hvor lyset ligesom var gået ud.
Pernille følte ingen triumf, hun følte næsten medlidenhed med Ragnhild, da hun gik tilbage til køkkenet.
*
De to, som arbejdede i plejen denne morgen, stod og spiste ostemadder og drak juice, da Pernille kom tilbage. Nu var næsten alle vasket og klædt på, så nu var der lige tid til en lille pause.
- Hvad gør vi ved Wilhelms tænder? Pernille kiggede på Judith, der var dansk, som hende selv. Den anden pige, Nieves, kunne hun ikke tale med, eftersom Pernilles spansk var ganske mangelfuldt og Nieves’ dansk og engelsk ... ikke eksisterende.

- De var jo ikke i skraldet, så hvad kan vi gøre, svarede Judith.
- Tror du huset har en forsikring, der dækker bortkomne gebisser?
- Tror du på nisser? Svarede Judith.

- Nej hvor er det altså synd for Wilhelm ... det er jo ikke første gang, det sker, sagde Pernille. – Og han kan jo dårligt spise uden.

- Ja, men i dag skal de have gazpacho ... det klarer han, sagde Judith.
- Gazpacho? Det lyder som en sygdom, lo Pernille.

- Kold tomatsuppe, min pige, så godt som flydende.
I det samme røg køkkendøren op og Maria rakte triumferende et gebis op i luften.
Judith, Maria og Nieves snakkede løs på spansk, men endelig vendte Judith sig mod Pernille.
- Maria gjorde rent hos Ragnhild, da hun opdagede gebisset ligge på hendes chatol. Hun måtte så lægge øre til en kilometerlang fortælling om Ragnhilds fortid som tandtekniker. Ragnhild siger, gebisset er en souvenir hun har bragt med sig til Casa Clara, en souvenir fra hendes tid som tandtekniker, men som hun mistede kort efter hun flyttede hertil, men tænk dig; så kom en af hundene med det her til morgen! ... Du ved godt, hun ikke selv spiser skinken, ikk’?

Pernille rystede på hovedet.
- Nå, men så kan jeg fortælle dig, at hun fodrer hundene med det, lige så snart, du er gået, så hun har nok byttet skinken væk mod at hunden gav slip på gebisset.

*

- Her har du dit gebis! Pernille rakte stolt et skinnende rent gebis til Wilhelm, der måbende tog imod det.
- Hvordan har du båret dig ad med det?

- Tja, svarede Pernille hemmelighedsfuldt, der er mere mellem himmel og jord.....
- Ja, der er i hvert fald en masse luft, svarede Wilhelm med et stort tandløst grin på.
Pernille smilede tilbage. – En af hundene løb rundt med det ... men jeg har desinficeret det.
Wilhelm puttede gebisset på plads. – Så kan jeg måske få noget fast føde til frokost?

Pernille rystede undskyldende på hovedet. – Desværre ikke, svarede hun, - den står på kold tomatsuppe ... næsten flydende!

***
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2006
Solkysten - April 2006

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga